Efter en turbulent opstart fungerer Skovgården i Humlebæk nu som et veldrevet pleje- og rehabiliteringshjem, men nu risikerer stedets 21 akutpladser at blive fordelt i de omkringliggende kommuner, når regionen tolker nærhedsprincippet i den nye sundhedsreform.
Her lægger regionen op til at placere 169 af de såkaldte midlertidige pladser i Nordsjælland fordelt på seks steder, der kan sikre faglig robusthed, og Skovgården er ikke udvalgt til at være et af de steder.
Byrådspolitikerne og Seniorrådet mener imidlertid ikke, at den del af sundhedsreformen skal gennemføres på bekostning af et fagligt godt tilbud på Skovgården og kæmper derfor imod med alle gode argumenter.
Det stod klart på byrådsmødet mandag aften, hvor Karina V. Jensen, forkvinde for Social-, Ældre- og Sundhedsudvalget roligt konstaterede, at der er mange gode argumenter for, at akutpladserne skal blive på Skovgården som et tilbud til borgere, der udskrives fra hospitalet med behov for særlig pleje.
Næstformand Celine Jakobsen kaldte det kontraintuitivt at fjerne det lokale tilbud, når sundhedsreformen netop lægger op til at styrke nærheden, inden hun også bemærkede, at beslutningen – desværre – ikke tages i Fredensborg Kommune.
Bjørn Svensson (EL) opfordrede til, at byrådet en gang for alle sikrer ordentlige busforbindelser til Skovgården, eftersom det vil fjerne det argument, at det er svært at komme dertil som pårørende, hvis man ikke har bil.
Cømert Sonsuz (S) advarede mod, at nærhed, kvalitet og lokalkendskab risikerede at gå tabt, og Helle Abild Hansen (LA) var fortrøstningsfuld:
– Der står i loven, at der skal være sundheds og omsorgspladser i alle kommuner, med mindre der er helt særlige hensyn, påpegede hun.
Bekymring for et økonomisk smæk
Egentligt var akutpladserne på Skovgården kun en lille del af sagen, hvor byrådet først og fremmest skulle tage stilling til en samarbejdsaftale om patientrettet forebyggelse, der skal hjælpe fx kronisk syge.
Netop den opgave skal kommunerne stadig løse, imens regionen leverer finansieringen, men hvordan håndteres det lige i en aftale, der allerede i år skal laves frem til 2030?
– Udvalget er bekymret for den økonomise udvikling på området. Over de sidste fem år er der sket en stigning i borgere med KOL, type 2 diabetes, kræft og hjertesygdomme. Når vi har skrevet under, er det først i 2029, at vi kan genforhandle økonomien, påpegede Lars Søndergaard (V).
Økonomien skal derfor følges tæt, så regionen ikke ender med at bede kommunen om at løse opgaver uden at sende nok penge med.
Sagen om akutpladser på Skovgården afgøres i marts på et møde i regionens forberedende Sundhedsråd for Nordsjælland.






