18. marts 2026

100 forældre presser på for at få omstødt politisk beslutning

Del artiklen

Omkring 15 forældre stod i rådhusets foyer og tog imod politikerne, da de havde ”1. skoledag” i Børne- og Skoleudvalget i den nye byrådsperiode. Forældrene repræsenterede omkring 100 forældre med børn på Langebjergskolen i Humlebæk.

De protesterer over en politisk beslutning om at opdele to børnehaveklasser i tre klasser, når børnene vender tilbage efter sommerferien.

Annoncer

Sagen var svær at håndtere på det seneste udvalgsmøde i det gamle byråd, hvor politikerne valgte at sige nej til en dispensationsansøgning om at få lov til at overskride grænsen for elever i en skoleklasse.

Grænsen er på 26 elever, når 1. klasserne mødes efter sommerferien, og udfordringen er, at én af de to børnehaveklasser har 27 elever, den anden 26 elever.

Sagen tages op endnu engang

Ved i december at sige nej til dispensationen gik politikerne imod anbefalinger fra såvel forældre, lærere, ledelse og skolebestyrelse.

Eftersom der er over et halvt år til, at beslutningen skal effektueres, havde ingen forventet ro omkring emnet hen over vinteren.

– Efter at vi traf beslutningen i december, hørte vi lidt mere fra de forskellige parter om konsekvenserne af beslutningen. Skolen har ikke ressourcerne og plads til at oprette den 3. linje, da Langebjergskolen er en to-sporet skole. Det giver problemer, hvis børnehaveklasser pludselig skal opdeles i tre klasser efter sommerferien, forklarer Soma Mayel (R), forperson for Børne- og Skoleudvalget.

– Men det vidste I vel allerede i december, da I tog beslutningen om at sige nej til dispensationen?

– Jeg sagde allerede efter mødet i december, at det var en svær sag, som vi havde haft en lang diskussion om. Nu er der et flertal for, at vi får sagen op igen, uddyber Soma Mayel, der i den forrige valgperiode var menigt medlem af Børne- og Skoleudvalget.

Nu er hun forperson og gav i den egenskab lov til, at tre af de 15 forældre måtte få foretræde for Børne- og Skoleudvalget, selvom der egentlig kun gives ”fri foretræde” i udvalgte måneder.

Det betyder, at det kun er hver tredje måned, at borgerne normalt kan få foretræde for et politisk udvalg, med mindre der er en aktuel og konkret sag på dagsordenen, som de vil kommentere på.

I sagen om Langebjergskolen og antallet af elever i de kommende 1. klasser var det ikke tilfældet, da sagen ikke var sat på som et punkt forud for mødet.

Problematikken er beskrevet mere fyldestgørende i den tilknyttede artikel, og emnet kommer op som ny sag på Børne- og Skoleudvalgets møder i en af de kommende måneder.


Trods ønske fra skole, lærere og forældre: Nej til over 26 elever i to klasser

To velfungerende børnehaveklasser skal efter sommerferien splittes og fordeles i tre klasser, selvom skolebestyrelsen, lærere og skoleledelsen i et fælles opråb har bedt om at få dispensation. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder