Engang var det en fodboldbane for skolens børn, men nu er græsarealerne groet til med højt græs og små buske, der skyder op af jorden. Det er en slags vild natur, men til næste år kan det blive til vild natur på en langt mere koreograferet måde, så området kan bruges i undervisningen.
Til det har Kokkedal Skole fået 2,7 millioner kroner af Villum Fonden, og politikerne i Børne- og Skoleudvalget skal nu tage stilling til, om de tilgroede fodboldbaner må bruges til projektet. Mange argumenter taler for det.
Arealet har været en byggeplads, da Gymnastikkens Hus skulle bygges, og siden var der planlagt en daginstitution. Selve daginstitutionen opføres tættere på Egedalshallen, hvilket efterlader arealet uden andre aktuelle planer.
Eller det er i al fald det, som politikerne skal tage stilling til, og mon ikke der bagved forvaltningens oplæg ligger en oplysning, der ikke siges højt: Hvis området bliver til projektet ”Det vilde naturlaboratorium”, kan politikerne i Fredensborg Kommune ikke ændre arealet til fx boligformål og sælge jorden.

Skolen har ønsket at lave projektet på arealet, og det er en forudsætning for fondsstøtten, at det bliver på arealet.
Ideen er at skabe et naturlaboratorium, der kan bruges i undervisningen – blandt andet med brug af de jordbundsprøver, der blev taget i den periode, hvor byggeriet af en daginstitution blev forberedt. Det er skolens plan, at projektet også skabes i dialog med de nærmeste naboer.
Uden laboratorium vil arealet gro til
Hvis politikerne peger på andre arealer, skal fondsstøtten genforhandles, fremgår det af sagsfremstillingen. Desuden er der ikke afsat penge til at genetablere det grønne areal til fodboldbane.
”Det vil heller ikke være muligt at bruge arealet til fodboldbane, da det over årene er groet til, og det vil kræve en yderligere finansiering at gendanne det til fodboldbane. Kommunen har alene afsat et mindre beløb til retablering af hegn og bed samt generel oprydning af sten og byggematerialer, efter arealet har været byggeplads mv”, fremgår det af sagsfremstillingen til politikerne.
Sagen skal diskuteres onsdag den 3. december, og anbefalingen fra Børne- og Skoleudvalget skal senere behandles i Økonomiudvalget.

Fakta
- Formålet med Det vilde naturlaboratorium er at skabe et udendørs undervisningsrum, hvor elever kan arbejde med undersøgelser af danske vilde arter, både planter og insekter.
- Eleverne får muligheden for at arbejde naturfagligt med biodiversitet, artsbestemmelser, økosystemer, jordbundsforhold osv.
- Visionen er, at den virkelighedsnære naturfagsundervisning viser eleverne, hvordan man helt konkret kan genskabe natur, øge biodiversiteten og modvirke klimaforandringer.
- Bevillingen fra Villum Fonden er givet til etablering af et udendørs undervisningsrum, der fx kan bestå af stier gennem det grønne område, områder med vilde blomster og små skure til opbevaring af udstyr til undervisningen.
- Midlerne skal desuden benyttes til kompetenceudvikling af lærere og medarbejdere samt udvikling af undervisningsforløb og undervisningsmateriale, som Danmarks Naturfagslærerforening vil markedsføre og distribuere, fremgår det af orienteringen til politikerne.





