18. marts 2026

Se kortet og få forklaringer: Her anbefales I at koge vandet

Del artiklen

Et gravearbejde i Nivå ser ud til at have givet en vandforurening, der har ramt så langt væk som borgerne i tre bysamfund, og det skyldes en uheldig kombination af renoveringsprojekter.

Det fortæller Fredensborg Forsyning søndag formiddag, hvor det indskærpes, at kogeanbefalingen af sikkerhedshensyn gælder alle borgere – og ikke kun svage og syge, som det i nogle timer blev meldt ud lørdag aften.

Annoncer

Desuden er der lagt et kort op på hjemmesiden for Fredensborg Forsyning, hvor man hele tiden kan se de seneste prøvesvar og den gældende anbefaling. Kortet kan ses via dette link, og man kan zoome ind på kortet.

Søndag formiddag var meldingen fra Fredensborg Forsyning denne:

”Der er konstateret coliforme bakterier i Humlebæk forsyningsområdet. Den foreløbige vurdering er at det stammer fra et ledningsarbejde i Nivå”.

Desuden kom der en mulig forklaring på, at forureningen også har ramt vandet i Fredensborg.

”Endrup Vandværk i Fredensborg er under renovering og kører derfor på nedsat kapacitet. Derfor er det nødvendigt at overføre vand fra Sjælsø Vandværk fra Nivå til Humlebæk og videre til Fredensborg.”

Tilsynsmyndighed tager ingen risiko

Her vil de skarpsindige bemærke, at den seneste prøve fra Fredensborg-området ligger under grænseværdien, der udløser en kogeanbefaling.

Det skyldes, at der skal være to prøver i forlængelse af hinanden med værdier under grænsen, og foreløbig er der kun én for Fredensborg-området.

Efter weekenden kan Fredensborg blive frigivet for kogeanbefaling, hvis den næste prøve falder heldigt ud.

”Indtil vi får svar på nye analyseprøver, tager vi ingen risiko og Fredensborg Kommune har udstedt kogeanbefaling til hele Fredensborg, Humlebæk og Nivå”, skrev Fredensborg Forsyning søndag sidst på formiddagen.

Det er Fredensborg Kommune, der er tilsynsmyndighed og afgør de sundhedsmæssige anbefalinger i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Fredensborg Forsyning oplyser, at der nu holdes daglige statusmøder med Fredensborg Kommune, og at der hver dag udtages strategiske steder i ledningsnettet med hastestatus. Desuden foretages der kildeopsporing.

Man kan følge med de seneste nyheder via Fredensborg Forsynings hjemmeside via dette link og her på forsiden af TjekFredensborg. Denne nyhed er fra søndag den 7. december klokken 12.05.

Hvis man bor i det berørte område og ikke har fået en besked fra Fredensborg Forsyning per sms, kan man tilmelde sig den service via dette link.

  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Fakta

  • En kogeanbefaling gælder for det vand, der skal drikkes eller bruges i madlavningen. Man må gerne bade i vandet, og dyr må gerne drikke vandet.
  • Coliforme bakterier er ikke colibakterier, som typisk stammer fra afføring og er alvorligere. Risikoen for at blive syg af coliforme bakterier er lille, men når grænseværdien overskrides, skal bakterieniveauet reduceres.
  • De coliforme bakterier omfatter en lang række forskellige bakterier, som opfører sig ens. De findes naturligt i jord, overfladevand og forrådnede planter.
  • Bakterierne må ikke forekomme i drikkevand, men de eksisterer ofte i meget små mængder, og i praksis må der være op til 20 stk. pr. 100 ml. inden kommunen/embedslægen skrider ind med kogeanbefaling.

Nu gik det galt igen: Kogeanbefaling efter fund af bakterier

Lørdag aften ved 18.30-tiden kom den første melding om, at borgerne igen skal koge drikkevandet efter fund af coliforme bakterier. Senere på aftenen blev det geografiske område indskrænket. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder