Hvad sker der på et museum, hvis man ikke serverer kaffe? Bliver julefrokosten ekstra festlig, når der tikker en sms ind med besked om, at vandet skal koges? Og hvad med de svageste borgere – hvordan hjælpes de?
Der er en masse afledte konsekvenser, når tusindvis af mennesker anbefales at koge drikkevandet, og mange har en forretning, der også skal løbe rundt.
Søndag den 6. december var der fx børnefødselsdag på en af Fredensborgs cafeer, og da slotsbyen dengang var omfattet af kogeanbefalingen, blev der ikke blandet saftevand men serveret sodavand fra køleskabet. Selvom det blev dyrere for cafeen, er der langt større konsekvenser i Nivå og Humlebæk, hvor kogeanbefalingen nu gælder på 9. døgn.
En af kommunens største virksomheder, der er afhængig af rent vand fra hanerne, er kunstmuseet Louisiana, der er holdt op med at servere kaffe og the. Det har en uventet afledt konsekvens.
I Nivå fortæller det kommende byrådsmedlem Helle Abild Hansen (LA), at familien klarer situationen med indkøb af vand – hun er mere bekymret for situationen ude på plejecentrene eller hos de enlige ældre, der har svært ved indkøb eller håndtere en gryde med kogende vand.
På plejehjemmene har de fundet deres egen rytme, fortæller Fredensborg Kommune.
Mød her tre steder og personer, der fortæller, hvordan de håndterer situationen med kogeanbefaling her på 9. døgn.

Stort set ingen køber kager på kunstmuseet
– Siden Fredensborg Kommune udsendte kogeanbefalingen for drikkevandet, har vi måttet justere på den daglige drift i køkkenet og udvalget i Louisiana Cafe. Menuerne til frokost og aften er uændrede. Vi kan servere alle retter takket være gode leverandører og en ekstra indsats fra vores kolleger i køkkenet, fortæller Dennis Ernstsen, restaurantchef på Louisiana
Han fortsætter:
– Vi har dog måttet stoppe servering af kolde drikke, hvortil vi normalt anvender drikkevand fra hanen samt varme drikke som kaffe og the. Sidstnævnte har naturligt haft den konsekvens, at vi stort set ikke sælger nogen kager. Over alt på museet gør vi vores danske og internationale gæster opmærksomme på, at vandet i hanerne ikke bør drikkes. Vi ser frem til at kogeanbefalingen bliver ophævet, især af hensyn til vores gæster.

I nattens mørke timer koger de vandet
– Vi koger vand efter anbefalingerne i store mængder, for derefter at køle det ned. Alle vagtlag koger vand, men dog mest om natten, så det er klar til næste døgn. Vandet bruger vi til fx madlavning og kaffe osv, oplyser Sissel Lyksted, plejehjemschef i Fredensborg Kommune.
Hun uddyber:
– Vi bruger de store opvaskemaskiner i køkkenerne hos Mad & Måltider, da de kan vaske op med over 80 grader varmt vand, som er anbefalet. Vi begrænser vores brug af service, og benytter også engangsservice til mellemmåltider osv. Endeligt er der købt ekstra ind af drikkevarer, såsom juice og danskvand.

I en travl hverdag bliver vandet købt
– Jeg har været ude for at købe vand, det er den korte version. Da vi fik sms om forureningen, sad vi til en familiejulefrokost, og så måtte vi jo i gang med at koge vandet eller holde op med at drikke vand, så det var ved at blive ekstra muntert, fortæller det kommende byrådsmedlem Helle Abild Hansen (LA) som en vittig indgangsreplik.
Når det er sagt, håber hun virkelig, at Fredensborg Forsyning er sikre på, at der ikke er en vedvarende kilde til forureningen, og at der kommer rent vand til juledagene, fordi den nuværende situation er bøvlet.
– Vi kører tidligt om morgenen på arbejde og kommer sent hjem, så vi køber vand for at være sikre på, at vi har noget. Det klarer vi. Jeg er mere bekymret for dem, der har sværere ved at klare sig selv i et køkken og ikke har let ved at komme ud for at købe ind.
– Hvis medarbejderne skal koge vandet ude på plejehjemmene, er det jo tid, som de hellere skulle bruge på at pleje beboerne. Det må kunne klares ved, at de får leveret noget vand i dunke, opfordrer Helle Abild Hansen.
Fakta
- Kogeanbefalingen ophæves først for områder, når der er to prøver i forlængelse af hinanden, der er under grænseværdierne.
- Man kan følge de seneste nyheder via Fredensborg Forsynings hjemmeside via dette link og her på forsiden af TjekFredensborg.
- Direkte link til kortet over forureningens udbredelse kommer her. På kortet kan man i øvrigt se de seneste værdier for coliforme bakterier.
- Denne nyhed er fra onsdag den 17. december klokken 17.00. Hvis man bor i det berørte område og ikke har fået en besked om vandforureningen fra Fredensborg Forsyning per sms, kan man tilmelde sig den service via dette link.
Efter 11 dage med kogeanbefaling: Her er det nye tappested

Ved Egedalshallen i Kokkedal er der udendørshaner ved støvlevasken, hvor man kan tappe vand nær indgang A. Læs mere






