18. marts 2026

Nyt benspænd for omstridt erhvervsområde: Ejerne vil have boliger

Del artiklen

Politikernes satsning på et nyt erhvervsområde syd for vandtårnet i Kokkedal er ved at blive en speget sag, eftersom ejerne af det over 160.000 kvadratmeter store areal nu ikke længere ønsker deres jord omdannet til erhvervsområde.

I stedet anbefaler de i et høringssvar til kommuneplanen, at arealet udlægges til boliger, der kan udgøre en støjskærm for de eksisterende boliger i området. Samtidig er borgerne i boligområderne ved at samle sig i en massiv modstand mod erhverv og på to dage har de indsamlet knap 200 underskrifter.

Annoncer

Udviklingen udløser en række spørgsmål. Politikerne har kig på arealet, fordi de har svært ved at finde egnede arealer til erhverv, og de eksisterende erhvervsområder har stort set ikke plads til nye initiativer og byggerier. Men hvad nytter det at udlægge et areal til erhverv i en kommuneplan, hvis ejerne slet ikke ønsker at sælge erhvervsjord?

– Så må vi gå i dialog med ejerne. Det er et enigt Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, der har fået lavet en analyse, der viser en mangel på erhvervsområder og anbefaler, at vi udpeger erhvervsjord. Men der er jo aldrig handlepligt, selvom området syd for vandtårnet i kommuneplanen udpeges til erhvervsområde. Allerede nu er det udlagt til anlæg med vedvarende energi, siger Lars Simonsen (R), formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget.

Med det mener han, at en kommuneplan sætter rammerne, som ejerne kan udnytte, hvis de vil. De er ikke forpligtede på at gøre som skitseret i planen.

Det er politikerne, der sætter rammen

Han understreger, at det jo er politikerne, der laver de overordnede retningslinjer for planlægningen, og at der senere skal laves en lokalplan for området, inden det endeligt kan blive til erhvervsområde. I den proces kommer høringer og borgermøder.

Det vil i så fald ske i den kommende byrådsperiode, hvor Lars Simonsen træder ud af byrådet, og hvor Mie Stattau bliver formand.

Jesper Tvilde (K) bliver ny formand for Udvalget for Erhverv, Beredskab og Byliv, og han har været en af de store fortalere for, at der skal ny erhvervsjord i kommunen. Men hvad nytter de politiske visioner, hvis ejeren hellere vil vente og se, om der ikke på et tidspunkt igen er udsigt til at få lov til boligbyggeri?

Sådan gik det med Donse Åpark, der i næsten 20 år var udlagt til erhverv uden at blive bebygget. Til sidst blev politikerne bløde i knæene og tillod et for investorerne langt mere lukrative boligprojekt.

Derfor: Jesper Tvilde (K), I løser vel ikke problemet med mangel på erhvervsjord, hvis ejerne er imod?

– Ja… man kan sige, det gør vi vel ikke. Men vi er nødt til som ansvarlig kommune at være på forkant og få oprettet nye erhvervsområder. Hele området vest for Brønsholm Kongevej var faktisk planlagt til erhverv, inden man i 00’erne udlagde dele af området til boliger, siger han og fortsætter:

– Det var før min tid i politik, og det er noget af den kritik, jeg har rejst politisk. At vi er for hurtige til at tage erhvervsområder og gøre dem til boligområder, uden at vi finder erstatningsarealer til erhverv.  Den udvikling skal vi vende og udpege tli erhverv, fordi vi har en rest af rummelighed i erhvervsområderne på kun tre procent.

Ja, det handler også om økonomi og fortjeneste

Når det er sagt, skal man ikke glemme det spil om store økonomiske gevinster, der er for ejerne af jord i landzone, der er på vej i byzone.

Da ejerne Betina og Lars Mølvang sendte høringssvar til planstrategien i 2024, skød de lidt med spredehagl og foreslog såvel erhverv som boliger – særligt specifikt boliger omkring den gamle landejendom, der ligger som en firkant omgivet af boliger i den sydlige del.

Her ses den seneste kommuneplan fra 2021. Bemærk området KB20 ude til venstre, hvor der er en ubebygget trekant. Det er i sin tid udlagt som rammeområde til boliger, og den ramme fjernes med den nye revision.
Her ses de rammeområder, der er på vej mod vedtagelse på byrådsmødet mandag den 22. december. KT02 bliver udlagt til erhverv op til og med miljøklasse 3, dog med 100 meters afstand til beboelse og uden for transportkorridoren. Sådan står sagen her få dage før mødet.

Til boliger lød der et klart nej, og derudover lægger politikerne op til at fjerne en lille trekant udlagt til rammeområde for boliger vest for Flintevej. Det er et levn fra de første planer for boliger, og det er ikke beskrevet i lokalplanen, at der kan bygges boliger. Trekanten er således en ret usikker lotteriseddel.

Men for ejerne er det naturligvis mere økonomisk attraktivt at kunne sælge ud af de over 160.000 kvadratmeter til boliger, der vil give en større indtægt end erhverv.

Beboere: Støj er ikke et argument for mere støj

Allerede nu har politikerne lyttet til de argumenter, som beboerne på Flintevej og Brødregårdsvej er kommet med i den seneste uge, blandt andet i debatindlæg her på TjekFredensborg.

– Det var udmærkede forslag. At der skal være et plantebælte på 100 meter mellem boliger og erhverv, ikke kun 50 meter, og vi synes heller ikke, at der skal være virksomheder i miljøklasse 4 på arealet. I en senere lokalplan vil man kunne arbejde med ønskerne om støjafskærmning og en placering af erhverv, der ligger længst væk fra boliger, forklarer Lars Simonsen.

Og det er selvfølgelig bedre end ingen tilpasninger, lyder det fra beboerne i boligområdet, men de argumenterer overordnet for, at området ikke er egnet til erhverv.

En tirsdag eftermiddag i tusmørket mødte TjekFredensborg to af beboerne, Martin og Kenneth, på kanten af markerne vest for rækkehusene i området.

Ude på arealerne kunne man se en lille håndfuld gå eftermiddagstur, enkelte med en hund, og en svag susen af støj kunne høres fra motorvejen. Støjgener – hvordan kan det være et argument mod erhverv, når der allerede er støj?

– Jo… men selvom man slår nogle lidt, er det jo ikke et argument for, at man må slå dem endnu mere. Vi ønsker ikke mere støj i området, og vi ønsker heller ikke lugtgener i et område, hvor vi ofte får vinden fra vest, siger Martin, imens Kenneth indskyder, at Fredensborg Kommune bryster sig af at have en grøn profil.

– Det hænger ikke sammen med at bygge erhverv i et område, hvor der er et stort dyreliv. Hvad med den øgede trafikbelastning og træerne i området. Skal de fældes, spørger han og peger mod grupperne af træer, der står flere steder i området.

Alt for meget zigzag i den politiske kurs

De vil ikke afvise, at der måske kan findes plads til et mindre erhvervsområde i den nordlige del af arealet, og der er også en anelse lydhørhed over for et gennemarbejdet projekt, hvor der som en del af planlægningen sørges for en bedre støjafskærmning fra motorvejen.

Men helt grundlæggende synes de, at det er dårlig planlægning fra politikernes side, når de først udlægger et område til boliger.

10 år senere når folk er flyttet dertil og er blevet glade for at bo der med de omkringliggende grønne arealer – ja, så blæser nye politiske vinde og pludselig trækkes erhverv ind på de åbne marker i landzone mod vest, hvor solen går ned.

Er det god byplanlægning i Fredensborg Kommune?, spørger de.

  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Fakta

  • Kommuneplan 2025 skal endelig vedtages på byrådsmødet mandag den 22. december. Hvis området vest for boligerne udlægges til erhverv, skal der senere laves en lokalplan for området.
  • Udlægning af et område til erhverv i en kommuneplan giver ingen juridisk ret til at bygge erhverv. Det er en tidlig planmæssig ramme, og politikerne kan principielt godt vælge senere at sige nej til en lokalplan for erhverv.

Er erhverv dømt ude, når naboerne protesterer og investorer vil bygge boliger?

Flere partier forsøger at tale erhvervspolitik ind som en central del af valgkampen. Men hvad vil de rent praktisk gøre, når der er flere penge i boliger og protester mod erhvervsudvikling? Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder