

I 12 timer hver uge har Gregers Larsen åbent i sin butik “Lydmuren” og ofte står han inde på værkstedet og reparerer en gammel guitar. Så kan kunderne bare banke på eller ringe, selvom det er uden for åbningstid.
– Jeg sælger mest brugte guitarer og musikinstrumenter, kun enkelte nye. Nu er jeg den eneste tilbage i Nordsjælland, så kunderne finder herud, når de skal have repareret noget eller gerne vil udskifte en guitar. Så køber jeg den og hjælper dem med at finde noget andet, fortæller den 67-årige Gregers Larsen, der i sin ungdom ville være rockmusiker, men forældrene kom med et andet forslag.
Gregers Larsen, der både var bidt af rockmusik og elektronik, siden han havde fået sit første elektroniksæt som 10-årig, lyttede til sine forældres råd.
– Tag først en uddannelse, sagde de, og det gjorde jeg og blev ansat i IBM i Danmark i de år, hvor de første pc’er kom, og hvor de havde brug for nogle unge, der forstod sig på det. Kort efter blev jeg tilbudt job i Florida og tænkte mig om i akkurat to sekunder, inden jeg besluttede mig.
I USA havde han topstillinger inden for it-branchen, han blev gift og for 20 år siden vendte han med hustru og børn tilbage til Danmark, og der gik ikke mange år, før han overtog Lydmuren, som dengang lå i Asminderødgade.
Nu er det en velbetalt hobby
Senere åbnede han butik i Helsingør, og selvom omsætningen blev højere, blev udgifterne det også, ikke mindst til at have personale. For en del år siden droslede han ned, selvom der stadig er en meget at lave.
Ved at flytte butik og værksted ud på sin ejendom på Præstemosevej kan han spare den dyre husleje og i stedet koncentrere sig om det, der er sjovt. At reparere og give gode råd til kunderne.
– Jeg behøver ikke leve af det. Nu er det en velbetalt hobby, fortæller han en lørdag ved middagstid i en af de få pauser, hvor han ikke svarer på tekniske spørgsmål fra kunder eller støjdæmper en guitar ved at beklæde luftrummenes sider med metalfolie.
Gregers Larsen har altid lagt sig midt imellem to måder at sælge musikinstrumenter. Ofte forsøger indehaverne kun at sælge meget dyre instrumenter eller meget billige. Hos Lydmuren finder man mest en mellemting.
– Den dyreste guitar, som jeg har lige nu, koster 28.000 kroner. Guitaren er fra 70’erne, og dengang var håndværket bedre og det samme var materialerne, træet, og mange af guitarerne fra dengang er blevet vintage, fortæller Gregers Larsens hvis prisskilte viser, at man også kan få instrumenter i prislejet omkring 1000 kroner.
I billedserien herunder kan i se stemningsbilleder fra forretningen. Måske en af jer har brug for Carsten Knudsens cd om at spille ukulele, forhåbentlig bedre end han gjorde i The Julekalender?
Lydmuren ligger på Præstemosevej 25 i Fredensborg.
Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver
- I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
- Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
- I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
- Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.
Låge nummer 22: Køb med udsigt til den kutter, der har fanget mange af fiskene

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Jesper Lund har i 20 år med succes drevet Sletten Fiskehus. Læs mere









