

Den tid er slut, hvor et bogudsalg blev markeret ved midnatstid med Kurt Kammersgaard fra Radio Humleborg ved fadølsanlægget. Men der er noget, der ikke forandrer sig, når man sælger bøger.
I en rigtig boghandel er det et møde imellem medarbejdere, der læser bøger, og kunderne, der kommer for at købe bøger, som de eller andre skal læse. Og de samtaler, der opstår ud af det, er anderledes, end hvis man køber et pund hakket oksekød, lyder det fra Jeannette Andersen og Søren Wiberg i Fredensborg Boghandel.
Forleden talte Søren Wiberg med en af stamkunderne om ”Krigens mørkeste time”, der fortæller historien om modstandsmanden og efterretningschefen Svend Truelsen. Det viste sig, at kvindens mor i sin barndom ofte kom i Svend Truelsens hjem, og moderen lever i øvrigt stadig – næsten 100 år gammel.
Naturligvis skulle hun have bogen, og det er blot et af mange eksempler på, at der sker noget, hvis man er åben for at tale om litteratur, når man køber en bog.
Find en læsehest du kan spejle dig i
Hvis man læser mange krimier, er det fx ikke Søren Wiberg eller Jeannette Andersen, som man skal tale med, men derimod boghandelens Heidi, som er ekspert på det område.
Engang havde boghandlerne en slags monopol på salg af bøger.
– Når vi holdt bogudsalget i 1990’erne, hvor jeg startede i boghandelen, var butikken fyldt med kunder ved midnat, hvor vi åbnede, og jeg kan huske, at Kurt Kammersgaard stod ved fadølsanlægget. Folk hyggede sig, udfyldte bestillingssedler, og de kom i dagene efter, når vi havde pakket bøgerne til dem, fortæller Jeannette Andersen.
Hun begræder ikke udviklingen, konstaterer blot, at der er sket meget i de i over 30 år, hvor hun har været ansat i boghandelen – senest som butiksbestyrer efter at Poul Blæsbjerg solgte, hvorefter boghandelen blev til en andelsboghandel.
Et par minutter senere er hun travlt optaget i samtale med en af stamkunderne, datteren til den næsten 100-årige. Gode råd skal gives om nye bøger ud fra det, som kunden allerede er læst, og sådan er rytmen i Fredensborg Boghandel.
I selskab med bøgerne bliver verden ved med at vokse, lyder det fra medarbejderne i boghandelen.
Og findes der nogle steder, hvor man kan købe noget, der lærer en lige så meget menneskelivet?, lyder desuden det retoriske spørgsmål med opfordringen til at kigge forbi boghandelen og sige:
”Jeg har lige læst…, hvad vil du anbefale som den næste bog?”.
Fredensborg Boghandel ligger på Jernbanegade 9A i Fredensborg.
Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver
- I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
- Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
- I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
- Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.
Gør julen bedre – lad ikke den dovne del af hjernen styre gaveindkøb

Glem ikke “julegavehormonet” og nærværstrafikken, opfordrer Anette Prehn, sociolog og forfatter til flere bøger om hjernen. Det handler om, at vi skal lade være med at bestille os ud af overraskelser og øjenkontakt. Læs mere






