18. marts 2026

Låge nummer 18: Det virker, når slagteren bruger timer kun på at snakke med kunderne

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Slagtermesteren i Humlebæk har fået godt fat i kunderne særligt om fredagen og ved "bankboksen".

Del artiklen

I en af Humlebæks karakteristiske røde murstenbygninger ligger en slagter, hvor hovedbudskabet er ”Vi kan ikke klage ”. Men de kommer heller ikke sovende til det.

– Det går faktisk godt. Dyrevelfærd og fokus på “lidt men godt” er en gevinst for sådan nogle som os, fordi folk køber mindre men bedre, fortæller slagtermester Jens Christian Lundgaard, der samtidig fortæller, at slagterfaget hele tiden udvikler sig.

Annoncer

Udgangspunktet er, at slagterforretningen på Ida Tesdorfpsvej i Humlebæk producerer butikkens udvalg af lækkerier fra bunden.

– Jeg vil hellere sige til kunderne, at vi ikke har noget, fordi det er udsolgt eller at vi ikke har haft tid til at lave det, end jeg vil hælde noget ud i en skål fra en plastikspand, uddyber Jens Christian Lundgaard og tilføjer, at fadene med de italienske produkter er de eneste slagterprodukter, der ikke er lavet helt lokalt.

Nyt fredagskoncept er et hit

Vinene er i sagens natur heller ikke lokale, men de er blevet en større del af forretningen de seneste år, og det skyldes blandt andet et nyt initiativ, som slagter Jens Christian Lundgaard og personalet fandt på først på året. 

Det hedder fyraftensfredag, hvor der åbnes for udvalgte vine og serveres smagsprøver fra disken.

– Jeg er med ude i butikken i alle tre timer, hvor jeg snakker med kunderne og vejleder dem, og vi er ikke fedtede med at åbne en flaske vin, hvis der er et ønske om at smage en flaske, lover Jens Christian Lundgaard og tilføjer, at det er en god rutine for hans rastløse energi, at der er afsat mindst tre timer fredag frem mod klokken 18.00 til tæt kundekontakt.

– Vi kender navnene på vel 80 procent af kunderne, konstaterer han stående ved siden af det store køleskab, der muntert kaldes bankboksen…

Siden engang i årene 2015-2016 har kunderne haft mulighed for at have et stykke kød hængende i tre-fire måneder. Vægten kan variere mellem 14 kilo og 27 kilo, og man kan komme og bede om at få skåret stykker til bøffer, når man har brug for det.

– Indtil da passer vi på det, som var det i en bankboks, lover Jens Christian Lundgaard.

Slagter Lundgaard ligger på Ida Tesdorpfsvej 8 i Humlebæk.

Slagtermester Jens Christian Lundgaard står foran bankboksen, der i omtrent 10 år har været en af butikkens store successer. Foto: Steffen Slot

Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver

  • I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
  • Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
  • I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
  • Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.

Låge nummer 19: De yngre ses mere i Christinas butik, men det bliver den sidste jul

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Her med en butik, hvor man kan blive klædt på fra inderst til yderst uden at risikere, at alle går med den samme bluse. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder