

Koreansk hudpleje? Findes det andre steder i Europa? Nej, umiddelbart ikke i lige præcis det mærke, men i en lille livsstilsbutik i Nivå kan man købe det, fordi butiksejeren Christina har valgt at sætte hudplejeprodukterne på hylderne.
– Mange af de ting, som jeg sælger, kan man ikke købe andre steder i Danmark. En del tøjmærker henter jeg direkte hjem fra Italien uden om grossisterne, fordi jeg har boet i Italien og taler sproget, fortæller Christina, der åbnede Stil Rum i begyndelsen af august.
Butikken ligger som nabo til Antons i Nivå, i det tilknyttede lokale, hvor tøjbutikken Hviid tidligere lå. Christina bor selv i Kokkedal og efter mange år i udlandet med jobs i filmbranchen og inden for tøjbranchen havde hun lyst til at åbne sin egen butik.
En stor del af arbejdsglæden kommer af at udvælge de rette produkter – at bringe lidt af verden hertil, som Christina udtrykker det.
Ind ad døren kommer keramiker Maria Sahl, der holder en pause fra julemarkedet på Kronborg i Helsingør og er forbi med nye forsyninger til Christina, fordi butikken i Nivå favner også det helt nære, produceret lokalt.

Keramikeren, der har værksted i Helsingør, kan tilmed levere skåle og små fade i en glasur, der efterspørges i Nivå. Denne fredag er det blandt andet de lyse og lyserøde pastelfarver, der bliver leveret.
– Jeg vil gerne sælge kvalitet, men det skal også være kvalitet, som folk har råd til at betale. Derfor kan jeg ofte overraske positivt, fortæller Christina og tilføjer, at hun har indrettet en butik med mange farver og satser på en kombination af tøj og tasker til kvinder samt specialiteter, enkelte smykker, ting til husholdningen og ikke mindst keramikken.
Stil Rum ligger på Gl. Strandvej 3C i Nivå.
Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver
- I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
- Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
- I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
- Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.
6 anbefalinger af bøger om mennesker, der mødes i byerne

6 anbefalinger af bøger om mennesker, der mødes i byerne – som her i Christian Skovgaards værk. Læs mere






