Klokken var 9.15 den første søndag i december, da Linda parkerede sin bil på en tom parkeringsplads bortset fra tre andre biler ved Netto i den del af Nivå Centret, der ikke er revet ned. Hun gik ind for at købe croissanter til morgenmad til familien, og syv minutter senere kom hun tilbage og fandt en parkeringsbøde på 995 kroner, fordi hun ved en fejl havde sat uret på parkeringsskiven til 10.15.
– Tidligt søndag morgenen handler det ikke om at opretholde orden eller sørge for, at beboerne har plads. Det er søndag morgen, og pladsen er tom. Det handler om at tjene penge på, at nogen begår fejl. Profit over alt andet, skrev hun i et opslag på sociale medier, men det er jo helt modsat af det, som udviklingschef KFI har fortalt – eller?
– Vi har intet ønske om at tjene penge på parkeringsafgifter. Det er alene for at sikre plads til kunderne, udtalte Thomas Greisen, udviklingschef i KFI, til TjekFredensborg i begyndelsen af november, da han kommenterede den første kritik af emsige parkeringsvagter på parkeringspladsen ved Nivå Centret.
De mange kommentarer på Lindas opslag på sociale medier viser dog, at det ikke er sådan, at borgerne i Nivå oplever situationen. Kommentarer kan I se herunder i billedserien.
Arealerne er ejet af KFI, som dermed egenhændigt kan bestemme, hvor strikse parkeringsreglerne skal være, hvad bødens størrelse skal være og hvor restriktive parkeringsvagterne skal være.
Er der en vej for et kompromis?
På grund af byggeriet i størstedelen af Nivås bymidte er der langt færre parkeringspladser end tidligere i et område, hvor der også fra håndværkerne og pendlernes side er rift om pladserne.
Netop det er hovedargumentet for, at KFI har besluttet at indføre to timers gratis parkering – og parkeringsbøder, hvis man parkerer for længe eller sætter p-skiven forkert.
Måske man kan finde en middelvej? Disse tre spørgsmål blev forleden stillet til KFI.
- Kan der findes en løsning, hvor det oprindelige problem løses – uden at borgerne får en bøde på 950 kroner på en halvtom parkeringsplads en søndag morgen, hvor de støtter de få butikker, der er tilbage i centret?
- Hvis der ikke skal tjenes penge på parkeringsbøder, hvorfor overholde reglerne så nidkært? I kan vel – hvis I vil – opsætte en praksis, der er mindre restriktiv?
- I hørte jo Nettos projektchef til rejsegildet fortælle, at Netto holder ud og sikrer indkøbsmuligheder selv under svære vilkår. Gør parkeringsbøder den situation lettere for Netto her i fasen med byggeri?
Men nej, der er ingen grund til eller argumenter for at ændre noget, fremgår af svaret fra KFI.
KFI vil kun have én aftale med bødeskriverne
KFI ejer størstedelen af bymidten i Nivå og står til at tjene store beløb på enten at bygge selv eller frasælge dele af udviklingsprojektet, da politikerne har givet lov til at bygge i højden og på nye byggefelter for at skabe en fornyelse af Nivås bymidte.
Det er også KFI, der kommer til at eje de dele af Nivås nye bymidte, hvor der kommer enkelte butikker, restauranter og sandsynligvis også et fitnesscenter.
I et skriftligt svar på de tre spørgsmål skriver Thomas Greisen, udviklingschef i KFI:
– Formålet med parkeringsrestriktionerne ved Nivå Centret er at sikre, at der er parkering til kunderne i Netto og apoteket, og folk kan parkere, når de skal til læge eller tandlæge. Pladserne har været fyldt med håndværkere og pendlere som har mulighed for at parkere andet sted. Vi vil gerne sikre kunderne.
Han fortsætter:
– Der er meget tydeligt markeret, at de første to timer er gratis og indenfor det tidsrum har man mulighed for at gøre sine ærinder i centret.
Afslutningsvis oplyser Thomas Greisen, at KFI ikke begynder at lave særaftaler med Apcoa Parking alene for området i Nivå:
– KFI ejer mange parkeringspladser rundt omkring i Danmark og den hovedaftale vi har med parkeringsselskabet er gældende for pladsen i Nivå.
Landets mest udskældte p-selskab i 2023
KFI, der står for Købmændenes Finansieringsinstitut, er en fond, der har til formål at styrke den frie købmand.
Til at sikre ledige parkeringspladser har KFI valgt det parkeringsselskab i Danmark, der i 2023 stod for halvdelen af alle klager til Parkeringsklagenævnet, nemlig Apcoa Parking. Det fremgår af en artikel i Fagbladet 3F, hvor journalisterne dog ikke har kunnet få adgang til selskabets markedsandel. Hvis den er halvdelen af de potentielle klagere, er andelen jo ikke stor.
Det var samme år, som Apcoa Parking trak 40 millioner kroner ud af sit danske selskab i udbytte. I de seneste fire år har overskuddet været samlet over 110 millioner kroner, og der er omkring 300 ansatte i gennemsnit, fremgår det af regnskabsoplysningerne fra CVR-registret.
Med sine beslutninger hvad angår parkeringsbøder er KFI således også med til at styrke de frie parkeringsselskaber, der ikke er underlagt reglerne om, at en parkeringsbøde udstedt af en offentlig myndighed højest må være 510 kroner.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.
Fik I læst? Emsig p-vagt deler bøder ud, men hvad siger de, der kan sætte beløbet ned?

På kommunale arealer er den højeste p-afgift 510 kroner – ellers er det ulovligt. På private parkeringsarealer hersker markedskræfterne, og det betyder, at KFI kan sætte prisen både høj og lav – og hvad gør så KFI? Læs mere











