18. marts 2026

Få svar på fem spørgsmål om vandforureningen

Del artiklen

Hvorfor udskifte pumper på Endrup Vandværk, når ledningsnettet i Nivå er sårbart? Er det virkelig rigtigt, at prøveresultaterne kommer fra laboratoriet sent lørdag eftermiddag?

For tredje gang på halvandet år skal borgere i tusindvis koge vandet, fordi der er for højt indhold af coliforme bakterier. TjekFredensborg har samlet fem af de mest oplagte spørgsmål og stillet dem til Carsten Nielsen (S), formand for Fredensborg Forsyning igennem de seneste fire år.

Annoncer

Selve vandforureningen blev meldt ud til forbrugerne lørdag aften med direkte besked til de berørte og en nyhed på Fredensborg Forsynings hjemmeside, der hurtigt blev delt på sociale medier.

Først fremgik det ikke i den fælles nyhed, at det kun var den nordlige del af kommunen, der var berørt. Kortvarigt var det kun sårbare og syge, der var omfattet af kogeanbefalingen, men tidligt søndag var det igen alle berørte borgere, der bliver anbefalet at koge vandet i to minutter, inden vandet drikkes eller bruges til madlavning.

Af weekendens nyhed fremgik det, at vandforureningen med coliforme bakterier sandsynligvis har ramt så stort et område, fordi Fredensborg i øjeblikket i mindre grad får vand fra Endrup Vandværk. Dermed skal hele ledningsnettet forsynes med mere vand fra Sjælsø, som pumpes op via Nivå – og i Nivå er der store gravearbejder i gang.

Hvis I vil læse selve nyheden om vandforureningen og se oversigtskort, skal I læse artiklen via dette link. Herunder får I svar på fem spørgsmål, der måske – måske ikke – har undret jer.

Hvordan kan det være, at prøvesvarene kommer en lørdag eftermiddag?

– Vi har rutineprøvekørsler, regelmæssigt, hvor vi over tid indsamler vandprøver fra mange forskellige steder. Det laboratorium i Jylland, som vi bruger til at analysere vandet, har nu også oprettet en afdeling i København. Derfor skal prøverne ikke køres så langt, og resultaterne bliver løbende meldt tilbage til Fredensborg Forsyning, forklarer Carsten Nielsen (S), der lørdag ved 18-tiden blev orienteret om, at der var han ny vandforurening

Han tilføjer:

– Når forsyningen bliver vidende om, at der er en forurening, så er det lovmæssigt bestemt, at kommunalbestyrelsen skal orienteres. Så træder beredskabet i kraft – og det er Fredensborg Forsyning og Fredensborg Kommune som myndighed og desuden Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvad er logikken i, at gravearbejde i Nivå måske har forurenet vandet?

– Det er et meget stort arbejde, der udføres i Nivå, men jeg ved, at entreprenørerne bag arbejdet i Nivå er meget bevidste om, hvad de har med at gøre – og de kender historien med forurening henover sommeren. Man har ikke set det som en stor risiko, men som man siger… Shit happens. Jeg vil ikke udlægge det som at vi kunne have gjort det anderledes, siger Carsten Nielsen.

Her skal vi lige understrege, at trods formandens kraftudtryk er der ikke tale om en forurening med de fækale bakterier, men de coliforme bakterier, der typisk kan stamme fra organisk materiale som blade eller jord.

Hvorfor renovere Endrup Vandværk på samme tidspunkt som et stort gravearbejde?

– Fredensborg får vand fra Endrup Vandværk, og Humlebæk får også vand fra Endrup, hvis vandværket i Humlebæk ikke kan følge med. Der er nogle pumper, der skal skiftes i Endrup, og derfor er der skruet ned for kapaciteten i Endrup. Det betyder, at vi i en periode her i Humlebæk og til dels også i Fredensborg får tilført vand via Nivå, Kokkedal og dermed altså vand fra Sjælsø Vandværk, forklarer Carsten Nielsen og fortsætter:

– Det er sandsynligt, at det er årsagen til, at vandet i så stort et område er minimalt forurenet. Hvis vi skulle have ventet med at udskifte pumperne i Endrup, til vi er færdige i Nivå, skulle vi have ventet tre år.

Hvorfor var der forskellige anbefalinger i det første døgn?

– Her kommer jeg til at gætte lidt, fordi der var travlhed på en lørdag aften, indleder Carsten Nielsen og forklarer, at beboere i de berørte områder får direkte besked, hvis de er tilmeldt korrekt til varslingsordningen.

At der ikke i den første nyhed på Fredensborg Forsynings hjemmeside klart stod, at Kokkedal og landdistrikterne omkring Karlebo ikke var omfattet, tilskriver han travlhed. Et andet hensyn var på spil i de timer, hvor anbefalingen om at koge kun gjaldt de sårbare borgere.

– Jeg kan forestille mig, at fordi overskridelsen var så lille, syntes man kortvarigt, at det var ”overkill” at anbefale alle at koge vandet. Men når myndighedsapparatet går i gang, de skærer igennem, vil ikke risikere noget og siger, at vandet skal koges, punktum.

Det er tredje vandforurening på halvandet år. Folk undrer sig. Hvad er dit svar til dem?

– He he… hmm… Ja, det kan jeg jo indledningsvist godt forstå, og jeg kan sige, at vi var meget forundrede over den første forurening forrige sommer i vandtårnet i Veksebo med insekterne. Vi har jo ikke set en vandforurening i 40 år, så det er uvant, siger Carsten Nielsen og tilføjer:

– Nu kommer der så en tredje forurening, som jo er meget mild, tæt på grænseværdien. Det er ikke et forsøg på at tale uden om. Jeg ved som sagt, at vores entreprenører er meget bevidste om det arbejde, de udfører. Det klassiske svar vil jo være, at det vil jeg tage op til stor diskussion i bestyrelsen for Fredensborg Forsyning, og jeg er jo lige så irriteret over det, som alle andre er, siger Carsten Nielsen.

Han maner dog til en vis besindelse, eftersom større gravearbejder som det i Nivå samt sommerens tilkobling og overtagelse af Gunderød Vandværk i en vis udstrækning kan øge risikoen for, at der kommer mindre forureninger i ledningsnettet, ligesom en række årsager kunne forklare sommerens forurening.

Man kan følge med de seneste nyheder via Fredensborg Forsynings hjemmeside via dette link og her på forsiden af TjekFredensborg. Denne nyhed er fra mandag den 8. december klokken 10.15. Hvis man bor i det berørte område og ikke har fået en besked fra Fredensborg Forsyning per sms, kan man tilmelde sig den service via dette link.

  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Se kortet og få forklaringer: Her anbefales I at koge vandet

Man kan i kortet tilgå analyseresultater og se om man er omfattet af kogeanbefalingen. Kortet opdateres et par timer efter Fredensborg Forsyning har modtaget seneste resultater. Læs mere

Fakta

  • En kogeanbefaling gælder for det vand, der skal drikkes eller bruges i madlavningen. Man må gerne bade i vandet, og dyr må gerne drikke vandet.
  • Coliforme bakterier er ikke colibakterier, som typisk stammer fra afføring og er alvorligere. Risikoen for at blive syg af coliforme bakterier er lille, men når grænseværdien overskrides, skal bakterieniveauet reduceres.
  • De coliforme bakterier omfatter en lang række forskellige bakterier, som opfører sig ens. De findes naturligt i jord, overfladevand og forrådnede planter.
  • Bakterierne må ikke forekomme i drikkevand, men de eksisterer ofte i meget små mængder, og i praksis må der være op til 20 stk. pr. 100 ml. inden kommunen/embedslægen skrider ind med kogeanbefaling.
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder