Skvulp kan udråbes som et nøgleord for den seneste uge, hvor målingerne sådan set har vist faldende niveauer af coliforme bakterier, men vandrørene er stadig fyldt med skvulp af ret høje værdier.
Det kan desværre gynge lidt frem og tilbage, oplyser Henrik Hansen, direktør for Fredensborg Forsyning og fortæller, at der fredag morgen blev taget en beslutning om Humlebæk Vandværk.
Nu er der åbnet for pumperne, der sender rent vand ind i systemet også via Humlebæk Vandværk. Indtil nu har Fredensborg Forsyning ikke haft Humlebæk Vandværk i brug, fordi for mange faktorer risikerede at forstyrre hydraulikken, kortlægningen og den strategi, der er lagt.
– Vi kører ikke med vandværket for fuld knald. Målingerne for bakterier er relativ lave i Humlebæk, og det er forhåbningen, at det kan skylle forureningen hurtigere ud i Humlebæk, fortæller Henrik Hansen
Han oplyser, at der er mange ubekendte, og selvom teorien er, at forureningen skyldes et gravearbejde, kan selve kilden komme fra andre steder.

Normalt er ledningsnettet under et højt vandtryk, men når der åbnes for en transmissionsledning under gravearbejdet, falder trykket.
Dermed kan der opstå et undertryk, der kan trække forurenet vand baglæns fra forbrugerne, hvis de ikke har en tilbageløbsventil eller har lavet et regnvandsbassin med forkert kobling. Det kan også være kilden.
Mange ting kan forvirre og forplumre billedet
Målinger fra Johannes Hages Hus i Nivå har også tiltrukket sig opmærksomhed, fordi der er målt såkaldte skvulp med ret høje bakterieværdier fra den vandhane, hvorfra man tappede vandet til prøverne.
Nu har man fundet ud af, at de indvendige rør på matriklen – altså uden for forsyningens område – går uhensigtsmæssigt tæt på varmvandssystemet, og vandet er dermed ikke i tilstrækkelig grad er afkølet.
– Når vi tager prøver det sted, skyldes det, at det er på transmissionsledningen, men det har vist sig, at stikledningen ind til vandhanen er ret lang og ikke placeret så hensigtsmæssigt, fortæller Henrik Hansen om den kompleksitet, der er derude i vandrørene.
Samtidig venter han med spænding på resultaterne fra de vandprøver, der kommer i morgen, lørdag. De kan give en indikator på, om det har hjulpet at åbne for Humlebæk Vandværk.
Fredensborg Forsyning kommer desuden med fire tommelfingerregler:
- Du må ikke drikke vandet eller skylle dine grøntsager i det kolde vand.
- Du må gerne bruge det til madlavning fx koge spaghetti eller kartofler.
- Du må gerne bade i vandet, du må vaske gulvet og tørre dit bord af.
- Brug vandet til alt, bare du ikke får det i munden uden at det er kogt efter anvisningerne.
Næste opdatering på vandkvaliteten ventes lørdag eftermiddag senest klokken 18.00, og indtil da er der stadig kogeanbefaling i Humlebæk og Nivå.
Fakta
- Kogeanbefalingen ophæves først for områder, når der er to prøver i forlængelse af hinanden, der er under grænseværdierne.
- Man kan følge de seneste nyheder via Fredensborg Forsynings hjemmeside via dette link og her på forsiden af TjekFredensborg.
- Direkte link til kortet over forureningens udbredelse kommer her. På kortet kan man i øvrigt se de seneste værdier for coliforme bakterier.
- Denne nyhed er fra fredag den 19. december klokken 19.50. Hvis man bor i det berørte område og ikke har fået en besked om vandforureningen fra Fredensborg Forsyning per sms, kan man tilmelde sig den service via dette link.
Bakterier kan flyde under radaren ganske længe. Skal der gå kortere tid mellem vandprøver?

I denne artikel får I et indblik i balancen mellem at kontrollere ofte og at kontrollere for lidt. Emnet er fuld af nuancer, fordi det koster at lave mange løbende vandprøver. Læs mere






