Børnene er vores fælles ansvar. De betyder alt for os forældre – og for deres bedsteforældre. De er vores guldklumper og vores fremtid.
For mig som pædagog er børnene, deres liv og de vilkår, vi byder dem, en hjertesag. Hvorfor tales der så sjældent om, at vores børn og børnebørn også fortjener værdighed? Hvorfor er der ikke fokus på et værdigt børneliv?
Her under valgkampen i Fredensborg Kommune hører vi forbløffende lidt om forholdene for børnene – og for de børnefamilier, der får hverdagen til at hænge sammen. Debatten bliver ved kolde tal og kreative regnestykker, men alt for få konkrete svar på, hvordan vi sikrer, at der faktisk er pædagoger nok til at tage sig af børnene – og hvorfor det er så vigtigt.
For hvad er konsekvensen af for få pædagoger. Og hvad er det vores børn får med pædagoger. Hvad gør det ved dagen væk fra mor og far? Og siden hvornår er minimum blevet noget, man stræber efter?
Et værdigt børneliv handler ikke kun om pasning – det handler om nærvær, tryghed, leg og læring. Om at skabe rammer, hvor børnene bliver set, og hvor de voksne har tid til at trøste, støtte og hjælpe dem ind i fællesskabet, når noget er svært.
Når vi taler om værdig ældrepleje, kan vi godt finde ud af at tale om indholdet – hvad der gør plejen værdig. Men når debatten falder på børnene, handler det næsten kun om tal. Hvorfor det?
Ja, vi SKAL have flere pædagoger – og vi skal også turde tale om, hvad et værdigt børneliv egentlig er. Hvad indeholder det? Eller tør man ikke tale om det, fordi samfundet efterhånden kun er indrettet på de voksnes præmisser?
Skal vi ikke i Fredensborg Kommune sætte værdigt børneliv på dagsordenen?
Jeg tror faktisk, at det – ud over at gavne børnene – også vil gøre os til en mere attraktiv kommune at arbejde i som pædagog. Og hvem ved – måske endda inspirere nogle til at tage pædagoguddannelsen.
Det skal være trygt at være barn.
