Tusind tak til alle jer 86 kandidater, som har stillet jer til rådighed for et demokratisk valg af 27 medlemmer af Fredensborg Byråd. I har gjort en fantastisk indsats. Af egen erfaring ved jeg, hvor hårdt det er at føre valgkamp. Man er dødtræt mange dage før valgkampen slutter, men fortsætter naturligvis til målet.
Mange tak også til dem, der har pyntet byen med valgplakater, som præsenterer kandidaterne og har gjort os alle opmærksom på, at et demokratiske valg er en fest, vi er alle bør deltage i. Tak til dem, der har delt valgbrochurer ud, dem der har deltaget i vælgermøder, været tilforordnede og lavet mange andre ting.
Netop i disse år er det vigtigt, at vi viser hele verden, hinanden og os selv, hvordan man gennemfører demokratiske valg og en demokratisk valgkamp. Det har I gjort.
Til jer der stadig er utilfredse: Meld jer ind i vælgerforeningerne, skaf jer indflydelse og yd selv en indsats. Det er den måde, demokratiet fungerer på. Det kommer der mere ud af, end at brokke sig på Facebook.
Tillykke til jer 27, der blev valgt. I får også travlt de næste 4 år. Jeg håber, at I vil sørge for, at vores lokale demokrati i Fredensborg bliver gjort endnu mere gennemsigtigt for borgerne, så det bliver endnu nemmere for os at komme til orde, når det skal drøftes, hvordan de mange fine ord fra valgkampen føres ud i praktisk handling.




