Substantiel indflydelse. Jesper Tvilde, spidskandidat for Konservative, har gentaget ordene en del gange, og søndag eftermiddag hen mod spisetid lykkedes det at lande en aftale med resten af forligspartierne, hvor Konservative gik derfra med oplevelsen af at have fået indflydelse af betydelig størrelse og værdi for partiets fem mandater.
Konservative er det næststørste parti i byrådssalen og forlod forhandlingerne på valgnatten, da partiet dengang ikke mente at få nok indflydelse for at være med. Derefter gik der næsten fem dage, inden parterne opnåede enighed.
– Vi har fået pladser, hvor vi kan arbejde med vores grønne profil og klimaet, og vi kan med næstformandsposten i Fredensborg Forsyning være med til at løse de udfordringer, som vi får med etablering af et nyt vandressourcecenter. Og vi får næstformandsposten i Social, ældre og sundhed, hvor vi fortsat kan have fokus på ældreområdet, siger Jesper Tvilde til TjekFredensborg.
Han tilføjer, at han særligt glæder sig over formandsposten i et tilpasset erhvervsudvalg. Med det henviser han til, at fagudvalget for erhverv nu hedder Erhverv, beredskab og byliv.
– Vi har fået en ny reform på arbejdsmarkedet, der gør, at arbejdsmarkedspolitik er mindre vigtigt for udvalget. I stedet er andre opgaver blevet centrale. Livet i bymidterne har fyldt i valgkampen, og vi skal også styrke vores beredskab, så vi helt præcist ved, hvad der skal ske i situationer som fx denne sommer, hvor vandet pludselig skulle koges, før det kunne drikkes og bruges til mad.
Jesper Tvilde tilføjer:
– Konservative har fået det substantielle aftryk, som var et krav, og ét af dem var næstformandsposten i Plan-, Trafik og Klimaudvalget. Vi har blandt andet et stort efterslæb på vedligeholdelse, som vi skal have håndteret.
Vil være kendt for det brede samarbejde
Dermed er det 23 ud af 27 byrådsmedlemmer, der er med i en konstituering bag borgmester Thomas Lykke Pedersen. Borgmesteren håber stadig, at Liberal Alliance og DF kommer med.
Så bredt et samarbejde opsøges langt fra i alle kommuner, og selv i Helsingør Kommune, hvor 50 stemmer adskilte fløjene, lagde de to borgmestre op til væsentlig smallere konstitueringer. Først Thomas Horn (S) i et døgns tid, derefter Benedikte Kiær (K).
I Fredensborg Kommune er der tradition for at lægge et bredere snit, hvilket især kommer til udtryk ved dette valg. Men hvorfor det?
– Det er vigtigt for at skabe stabilitet i det politiske arbejde i Fredensborg byråd. Vælgerne stemmer på partierne, og konstitueringen må gerne afspejle de mærkesager, de har. Men det er hårdt arbejde at forhandle en bred konstituering – alle vil have en bid af borgmesteren, konstaterede Thomas Lykke Pedersen med sin karakteristiske latter, da han mandag morgen var på vej til bestyrelsesmøde i Dansk Fjernvarme, hvor han er bestyrelsesformand.
– Konstitueringen koster Socialdemokratiet nogle tunge poster. Er du presset?
– Nej, Jeg er ikke presset, og vi behøver egentlig ikke en bred konstituering, men det må gerne være mit vartegn, når jeg engang stopper som borgmester. At jeg lavede brede konstitueringer og sørgede for, at alle partier og deres vælgere fik indflydelse, klarer Thomas Lykke Pedersen (S), der nu har siddet som borgmester i 16 år.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.
Så er pladserne fordelt endnu gang. Se hvem der får hvad

Magten var allerede blevet mere spredt på de to største velfærdsområder, hvor de trofaste støttepartier har sat sig i spidsen for at sikre kernevelfærden. Nu er uddelt endnu et par bidder. Læs mere






