Flere mennesker end nogensinde før, lød det fra den slanke fitness-nisse, da han fredag i tusmørket bød velkommen til dette års juletræstænding i Humlebæk Centret.
For andet år i træk blev juletræet tændt på den måde, at børnene hoppede i takt på det magiske juletæppe med hjælp fra julemanden, og på 3, 2, 1 blev juletræet pludselig tændt.
Imens var der kaffe og kakao til de voksne fra Baristavognen, og Fredensborg Brass Ensemble spillede julesange, børnene legede på legepladsen og ventede naturligvis på, at der blev uddelt slikposer efter juletræstændingen.
Se her en lille håndfuld billeder og en lille video fra en børnevenlig juletræstænding arrangeret af Humlebæk Centerforening.










