18. marts 2026

Når flere ældre får mindre hjælp – et regnestykke, der ikke hænger sammen

Af Malene Prehn, byrådskandidat for Socialdemokratiet i Fredensborg

Del artiklen

Heldigvis ser vi en positiv udvikling i den forventede levealder i Danmark – og det gælder også i Fredensborg Kommune. Men budgettet til ældreområdet er ikke fulgt med.

Alene fra 2021 til 2023 steg antallet af borgere over 80 år fra 2.170 til 2.424 – svarende til næsten 12 procent. Samtidig faldt andelen, der modtager hjemmehjælp, i samme periode fra 24,8 til 23,2 %. Det betyder, at kun 24 ud af de 254 flere ældre over 80 år faktisk fik hjemmehjælp.

Annoncer

Den samlede omkostning til pleje og omsorg pr. år er i samme periode kun steget med knap 4 procent for samme gruppe – fra 185.913 til 193.007 kroner. Når gruppen af ældre vokser tre gange så hurtigt, betyder det reelt, at der bliver mindre hjælp pr. borger.

Siden 2019 er udgiften pr. borger over 80 år faldet med omkring 10 procent – svarende til cirka 20.000 kroner mindre pr. ældre. I Fredensborg er udgifterne faldet med 6,8 procent siden 2019 og yderligere 4,4 procent fra 2023 til 2024. Samtidig er antallet af ældre over 80 år steget med hele 35 procent på fem år.

Selvfølgelig er det positivt, når flere kan klare sig selv længere. Men har vi virkelig evidens nok til at konkludere, at faldet i antallet af borgere, der modtager hjemmehjælp, skyldes, at vi er blevet sundere? Eller at hjælp til selvhjælp faktisk så hurtigt har slået igennem i statistikken?

Vi skal – og bør – være åbne over for, at det også kan skyldes manglende hjælp.

Heldigvis ser det lysere ud for området, for samtlige partier har her i valgkampen lovet at prioritere mere velfærd til ældre. Budgetforliget 2026-2029 indeholder 18 millioner kroner over fire år til mere plejepersonale, men kun 1,5 millioner kroner til næste år.

Men der er lang vej igen, når vi også skal rulle de seneste års besparelser tilbage. Men hvordan er det nu lige med budgetforliget – kan vi regne med det? Nej siger flere partier, når snakken falder på svømmehallen.

Lad os håbe at vi så kan regne med budgetforliget, når det kommer til løftet indenfor ældreområdet.

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder