For fire år siden var der en skæv fordeling af magt og indkomst mellem kønnene før kommunalvalget, men det blev udjævnet med konstitueringen, og nu er der for første gang nogensinde flere kvinder end mænd i byrådet.
Ved valget i 2013 og 2017 blev der valgt 10 kvinder til byrådet, for fire år siden blev der valgt 12, og nu er der valgt 14 kvindelige byrådskandidater med 6119 personlige stemmer i ryggen. Dermed sidder der flere kvinder end mænd i byrådet, og i et af partierne skal man faktisk kigge ret langt efter en mand med politisk indflydelse.
Det er i Radikale Venstre, hvor byrådsmedlemmet Lars Simonsen efter 20 år i politik valgte ikke at genopstille, og derefter satte partiet et hold med tre kvinder i toppen af opstillingslisten, og Soma Mayel, Bettina Bové og Marianne Bredgaard Karlsson fik alle et flot valg.
Nummer fire på listen var den 27-årige Patrick Persson (52 personlige stemmer), dernæst Jakob Karlshøj (116 personlige stemmer), men det var Marie Louise Wittenkamp, der blev 1. suppleant med 147 stemmer. Partiet og vælgerne sendte samlet set fire kvinder i top.
Derfor lyder det drilske og humoristiske spørgsmål til spidskandidat Soma Mayel: Er Radikale Venstre blevet et parti, hvor det er svært at være mand? Hun griner først højt som forventet og stiller derefter et modspørgsmål.
– Ville du have stillet det spørgsmål for 10 år siden, hvis fire ud af fire havde været mænd?
– Vi har haft en mand som borgmester i mange år, og mændene har haft mange af de vigtigste poster i mange år…. Men det er rigtigt, vi har holdt sjov med, at det nok er lidt svært at hedde Lars og være midaldrende mand, siger Soma Mayel og tilføjer, at hun ser ligestilling som langt mere end bare en fordeling på køn, men også på livsbaggrund, erfaring, alder, uddannelse og etnicitet.
Med andre ord: Det handler ikke kun om køn. Derefter fortsætter hun i en mere alvorlig, nøgtern tone.
– Jeg synes, at både Patrick og Jakob har fået et flot valg. Jakob opstiller for første gang, og Patrick flyttede til kommunen for kun et år siden, og folk er ved at lære ham at kende.
TjekFredensborg opgjorde i slutningen af september, hvordan fordelingen af politiske poster har været de seneste fire år.
Det så særdeles pænt ud. Hvis man kigger på den årlige indtægt, der er bestemt af politiske poster, er gennemsnittet for mænd på 160.728 kroner årligt og lidt højere, 162.605 kroner for kvinder.
Og dermed er vi nået til et svar på det indledende spørgsmål, som I måske har gættet på?
Hvor mange personlige stemmer fik mændene samlet set? Hvor kvinderne samlet set fik 6117 personlige stemmer, fik mændene 6262 personlige stemmer. Det er blot 2,3 procent flere stemmer end kvinderne.
Smukt, ikke? Sådan er ligestilling mellem kønnene, når demokratiet taler i Fredensborg Kommune.





