18. marts 2026

Kandidat har skiftet bleerne, og hun siger forberedelsestid til pædagoger

Dagen før valget kommer de unge kandidater til orde her på TjekFredensborg. Mød den 25-årige Sarah Lykke, byrådskandidat opstillet som nummer fire for Socialdemokratiet.

Del artiklen

37 timer hver uge i et sabbatår som pædagogmedhjælper – så ved trods alt noget, især hvis man har blik for det politiske, og det har Sarah Lykke efter sin første byrådsperiode. Hun har forberedelsestid til pædagoger som en vital mærkesag i sin valgkamp.

– Jeg bebrejder ikke mine kolleger, for i en valgdebat med 10 sekunder til at svare, ender man hurtigt med at kun at sige flere pædagoger. Men problemet er jo, at vi ikke rigtig uddanner nok, og det skal Christiansborg sørge for, siger det 25-årige byrådsmedlem Sarah Lykke (S), der har sine egne bud på lokalt at skabe forbedringer for pædagoger og børn.

Annoncer

Men først kommer hun med et opråb til Christiansborg, der skal styrke fagligheden i uddannelserne til pædagog, så de bliver mere attraktive for de unge.

Derefter er det kommunernes ansvar at stå klar med gode praktikpladser, så de unge ikke springer fra i mødet med virkeligheden.

– Jeg er fra en anden generation end de pissedygtige pædagoger, der blev uddannet fra mine forældres årgange. Det skal vi huske for at skabe en anden tilgang til arbejdsmarkedet og det at være pædagog, fordi hvis vi unge bliver mødt med en masse regler, der glemmer den sunde fornuft, får vi mindre glæde i arbejdslivet – og hvis vi kan vælge noget andet, vælger min generation hurtigt at gøre det, siger Sarah Lykke og tilføjer, at kommunens struktur med områdeledelse kan have den effekt, at ledelsen ikke helt ved, hvad der sker ude på de enkelte institutioner.

– Hvis du spørger pædagogerne, ved ledelsen det ikke altid, og det er jo pædagogerne, som vi gerne vil have flere af, uddyber Sarah Lykke med en opfordring til at lytte til det element.

Fleksibilitet kan afhjælpe højt sygefravær

Derefter kommer hun til det med forberedelsestid, der i hendes øjne hænger sammen med at styrke pædagogernes fleksibilitet, fordi det er et vigtigt parameter for de unge mennesker på arbejdsmarkedet.

– Det må ikke være sådan, at pædagoger ikke kan tage deres børn til tandlæge, fordi de ikke har optjent afspadsering nok. Ved at give pædagogerne forberedelsestid, styrker det selvbestemmelse over arbejdsliv, argumenterer Sarah Lykke og tilføjer, at sygefraværet er højere ude på institutionerne end andre steder i kommunen.

– Det er nok naturligt, fordi en pædagog er i kontakt med flere bakterier end en djøffer, men der er noget af sygefraværet, der skyldes stress og at det er hårdt at være 37 timer om ugen i en daginstitution, hvis den er presset af de mange beslutninger, der hele tiden skal tages.

– To børn i en konflikt, en ble der skal skiftes og en kollega, der lige er gået ud efter frugten…  Hvis vi vil have flere pædagoger, skal der være gode arbejdsforhold, og forberedelsestid til pædagogerne er for mig en vital del, siger hun.

Fakta

  • TjekFredensborg taler på den sidste dag før valget med de byrådskandidater, der endnu ikke er fyldt 30 år for at høre, hvad deres mærkesager er.
  • Sarah Lykke står nummer fire på socialdemokratiets opstillingsliste. Hun bor i Humlebæk og opstiller til byrådet for anden gang. Ved valget for fire år siden fik hun 253 personlige stemmer.
  • Alternativets spidskandidat, den 18-årige Tola Lubieniecka-Majewska, kan I læse om i serien med interviews med spidskandidater via dette link.

Trivsel hos familier hænger sammen med fleksibilitet – så giv dem den, siger kandidat

Hvis hun kun må vælge én mærkesag, vælger den 24-årige Celine Lind Jakobsen (K) mere fleksibilitet og selvbestemmelse til børnefamilierne. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder