18. marts 2026

Har Socialdemokratiet glemt beboerne i almene boliger?

Af Berit Haut, Nivå

Del artiklen

I juli 2025 modtog borgmesteren en henvendelse fra 103 beboere i Baunebjerghuse under Humlebæk Boligselskab. De bad om akut hjælp til en renovering under helt horrible forhold.

Thomas Lykke kalder sig hele kommunens borgmester, men har endnu ikke svaret de 103 beboere – selvom ansvaret i sidste ende er hans. I stedet har han sendt henvendelserne om de alvorlige forhold videre ned i systemet, så de kunne blive kvalt i bureaukrati.

Annoncer

Det er bemærkelsesværdigt, at et så alvorligt opråb ikke vækker større interesse hos kommunens største parti i byrådet – især op til et valg. Socialdemokratiet er ellers hurtige til at dele flyers ud i postkasserne i de samme områder. Men når der kræves reel handling, efterlades beboerne alene.

Formanden for Humlebæk Boligselskab er byrådskandidat nr. 12 for Socialdemokratiet. Hun skriver: ”Jeg vil bidrage til en kommune, hvor vi tager socialt ansvar, skaber tryghed for alle borgere…” Men hvordan hænger de ord sammen med virkeligheden i Baunebjerghuse, og hvornår vil borgmesteren påtage sig sit ansvar for borgernes sikkerhed?

Måske burde borgmesteren besøge Baunebjerghuse efter mørkets frembrud. Det kræver mod – for ledninger, plader og mudder ligger spredt, og belysningen halter. Eller måske vil han give en hånd med asbesten på lofterne? For hvis støvet virkelig er ufarligt, burde det vel ikke være noget problem.

I Humlebæk Hallen har fund af asbest, tilsyneladende som på lofterne i Baunebjerghuse, ført til at Plan-, Trafik- og Klimaudvalget har besluttet, at vandrette flader skal støvsuges isat Hepafilter for at minimere risiko for spredning. I Baunebjerghuse skal beboerne tilsyneladende selv vaske deres effekter af eller sende dem til deponi.  

Floskler er der nok af i valgkampen. Handling udebliver dog, også fra borgmesteren og fra byrådskandidat nr. 12 for Socialdemokratiet.

Beboerne i Baunebjerghuse, som alle er borgere i Fredensborg Kommune, må sejle deres egen sø.

Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder