Det vigtigste for Venstres yngste byrådskandidat er at styrke livet i bymidterne, og vejen dertil er at gøre det lettere for foreninger og frivillige at få støtte til at skabe aktiviteter.
For det er ofte svært, hvilket den 29-årige Laura Mortensen selv har prøvet ude for enden af Dannevang i Fredensborg, hvor hun sammen med andre frivillige har lavet festivaller og julemarkeder i ”Brønshulen”. Politik handler ikke kun om egne erfaringer, siger hun, men tilføjer dog, at der er plads til forbedringer.
– Det skal simpelthen være nemmere at søge om hjælp til at skabe nogle aktiviteter, fordi det kan hjælpe med at fastholde de frivillige og skabe succesoplevelser for dem. Ellers giver folk op og er videre til nogle andre ting, siger Laura Mortensen og tilføjer, at der selvfølgelig skal være regler, inden kommunen giver tilskud.
Men måske de kan være lidt mere fleksible og målrettet den måde, hvor frivillige i dag skaber aktiviteter – mindre traditionsbundet end tidligere, ofte lidt mere flyvsk og improviseret?
På det personlige plan husker hun, hvordan der blev givet afslag på en ansøgning, fordi dele af pengene skulle gå til indkøb til slikposer til børnene, og det var noget med, at der ikke kunne gives støtte til fødevarer.
– Der skal ske noget mere ude i vores bymidter, og der skal ske noget af det, der kan engagere både de ældre og de unge. Jeg har tidligere i et af mine opslag foreslået, at vi laver små legepladser oppe i gågaden, og jeg synes, at vi skal prøve at bruge nogle af de tomme bygninger på aktiviteter, der kan engagere lokale foreninger og erhvervslivet, men vi er nødt til at støtte de frivillige i at skabe de ting, understreger Laura Mortensen og tilføjer, at det handler om både at motivere og forenkle reglerne.
– Vi skal lidt oftere tage ja-hatten på for at hjælpe de frivillige, så de ikke giver op, siger hun.
Fakta
- TjekFredensborg taler på den sidste dag før valget med de byrådskandidater, der endnu ikke er fyldt 30 år for at høre, hvad deres mærkesager er.
- Laura Mortensen er 29 år og står som nummer fem på Venstres opstillingsliste. Hun fik 130 personlige stemmer, da hun stillede op i 2021. Dengang var der brug for 195 stemmer for at blive valgt. Hun fører valgkamp uden brug af valgplakater.
- Alternativets spidskandidat, den 18-årige Tola Lubieniecka-Majewska, kan I læse om i serien med interviews med spidskandidater via dette link.
Han er de unges kandidat, fordi der er brug for flere til at være deres stemme

Lyt til de unge mennesker. Det gør alt for få politikere, og det bør ikke være så svært at opfylde flere af de unges ønsker. Det mener den 19-årige byrådskandidat Emil Carlberg. Læs mere






