Efter et par trange økonomiske år er Børnehusene Humlebæk genrejst med en ny dygtig ledelse, lyder det. Men det ændrer ikke ved, at politikerne i en årrække pressede Børnehusene Humlebæk til selv at indhente et økonomisk efterslæb, så det måske bragte kommunen på kant med den lov, der skal beskytte det enkelte barn – og ikke kommunens budgettal.
Desuden ligger lønninger for pædagoger lavt i Fredensborg Kommune i forhold til de nærmeste kommuner, og kommunerne i Hovedstadsområdet har samlet set svært ved at tilbyde praktikpladser til pædagogiske assistenter, de såkaldte PAU’er. SOSU H netop har afvist 397 unge, der gerne ville tage den uddannelse. Det er 51 procent af ansøgerne, fortæller fagforeningen FOA i en pressemeddelelse.
Af den første udgave af denne artikel fremgik det, at det var til pædagog-uddannelserne, hvilket ikke er korrekt, hvilket TjekFredensborg beklager – omvendt er de pædagogiske assistentuddannelser en vigtig fødekæde til at få kvalificeret personale i daginstitutionerne, og PAU-uddannelsen er adgangsgivende til den egentlige pædagoguddannelse.
Denne artikel giver jer en statusmelding om situationen på daginstitutionsområdet i Humlebæk, hvor forældre, medarbejdere og den pædagogiske ledelse har knoklet for at indhente et økonomisk efterslæb i et par år frem til og med 2024. Nu er de på den anden side.
Denne artikel fortsætter også med at bore i, om politikerne lever op til deres del af ansvaret: At sætte rammerne så forældre, medarbejdere og ledelse kan leve op til et minimum for pædagogisk kvalitet i dagtilbuddene.
Pointe: Vigtigt at ansætte den rigtige første gang
Politikerne har haft loyale og pligtopfyldende forældre i områdebestyrelsen i Børnehusene Humlebæk, hvor områdelederen fra Børnehusene Kokkedal i en periode har været inde som områdeleder for to bysamfund for at komme i mål med genopretningsplanen for Børnehusene Humlebæk.
Genopretningsplanen blev forlangt af politikerne, da der i en årrække blev brugt for mange penge i Børnehusene Humlebæk, og derfor skulle der spares.
Men nu er Børnehusene Humlebæk inde i en god gænge med en ny og god ledelse, og budgetefterslæbet er betalt af, fortæller Kamilla Erbo Hoffmann, der er en af de forældre, der har siddet i områdebestyrelsen de seneste år.
Hun gør det i en kommentar på et opslag, som denne journalist har lavet på Facebook – og tak til Kamilla Erbo Hoffmann for at bringe flere nuancer ind i fortællingen.
Men der skal også være plads til nuancer og lysglimt, og det handler i stikord om disse ting:
- Økonomien er genoprettet, så Børnehusene Humlebæk fx igen har en fast pædagog på Groværkstedet, hvor børnene kommer nogle uger om året for at lave bål, finde planter og lave marmelade.
- I visse situationer er det bedre IKKE at ansætte en pædagog til en stilling, hvis pædagogen ikke er kvalificeret. Så er det bedre at vente på den rette.
- Der er prioriteret i årene op til 2024 for at spare penge, hvilket blandt andet har betydet, at en bus og lønsum til administrativt arbejde er sparet væk, og der er lagt mere arbejde på de daglige ledere i en periode.
- Besparelserne har været lavet med det fokus, at der ikke skulle spares på pædagogiske stillinger, således at en ond spiral begyndte, hvor medarbejdere søgte væk fra Humlebæks institutioner.
- Det har været en fælles opgave at nå i mål, præget af gennemsigtighed i beslutningerne i Børnehusene Humlebæks områdebestyrelse og med engagement fra medarbejdere og ledelse
Tak endnu engang for at bringe det perspektiv.
Ingen stod i kø med konkrete forslag
Imidlertid ændrer det ikke ved, at Fredensborg Kommune var en af de få kommuner i landet, der i 2024 ikke overholdt loven om minimumsnormeringer for 3-5 års området.
Der er massive rekrutteringsproblemer for pædagoger i Nordsjælland, og selvom Fredensborg Kommune har haft et politisk udvalg for Fastholdelse og Rekruttering i fire år, havde byrådspolitikerne over en bred kamp svært ved at komme med konkrete politiske initiativer for at styrke rekrutteringen af pædagoger, da den trælse nyhed om lovbruddet kom frem.
Da tallene fra Danmarks Statistik stemplede kommunen som lovbrydere på normeringsområdet – ikke meget, men dog under lovens krav – ja, så bad politikerne om et oplæg til at undgå en gentagelse.
Det oplæg diskuteres her en måned senere onsdag aften den 5. november på et møde i Børne- og Skoleudvalget klokken 17.00.
Et vist tidspres er der dog, eftersom der er et vælgermøde onsdag klokken 19.00 i Country Market i Fredensborg, som et par af udvalgsmedlemmerne også skal nå.
Praktikpladser og lønhop er to af knapperne
For pædagoger har lønniveauet betydning, lyder det fra pædagogernes fagforening BUPL, der også har argumenteret for, at der skal indføres bedre rammer for forberedelsestid for pædagoger.
Et par faktuelle ting kan bruges i den politiske diskussion af det emne.
- Lønnen for en gennemsnitlig pædagog i Fredensborg Kommune er 502.348 kroner, viser en opgørelse, og det er inklusiv pension og tæller også pædagoger i ledelsesstillinger og specialpædagoger, der typisk er højere lønnet.
- Det lønniveau er det 24. højeste på landsplan, men i Nordsjælland, hvor huspriserne er høje, rækker det til en 2. sidsteplads. Gennemsnittet lidt mod syd i Allerød Kommune er 13.000 kroner højere årligt.
- Fagforeningen FOA har netop onsdag den 5. november offentliggjort tal, der viser, at der faktisk er interesse for pædagoguddannelserne. I Hovedstadsområdet måtte Sosu H afvise over halvdelen af ansøgerne studiepladserne som pædagogiske assistenter, og ifølge FOA er årsagen manglende praktikpladser ude i kommunerne.

Der er givetvis nuancer også i den historie, men i kombination med, at Fredensborg Kommune ikke ligger højt på andel af såkaldte pædagogiske assistentuddannelser (PAU), er det måske værd også at diskutere, om Fredensborg Kommune bidrager nok til fødekæden af pædagoger?
Hvad mener politikerne? Hvem har de bedste forslag til løsninger? Og skal der flere nuancer med? Følg med i de kommende dage og uger.
Pædagogstillinger blev holdt vakante med vilje i år med lovbrud

Vi har svært ved at rekruttere pædagoger, sagde politikerne, da loven om normeringer blev brudt. Men i ét bysamfund har en genopretningsplan i praksis ført til, at ledige pædagogstillinger i en periode slet ikke er blevet slået op. Læs mere







