18. marts 2026

Donation sikrer indkøb med sjov og ballade i bussen

Med en donation på 100.000 kr. fra TrygFonden kan Ældre Sagen indkøbshjælp fortsætte halvandet år mere til glæde for de ældre i Fredensborg Kommune.

Del artiklen

Når kræfterne ikke længere er, hvad de har været, kan dagligdagsopgaverne synes store. Derfor arrangerer Ældre Sagen i Fredensborg to gange om måneden afhentning i bus for pensionister i kommunen og kører dem til Hørsholm Midtpunkt.

Her kan indkøbene i supermarkedet, på apoteket og i andre butikker klares sammen med en frivillig, som hjælper med at tage varer ned fra hylderne, fylde indkøbsposerne og bære dem. Nu er turene sikret ved hjælp af en donation, lyder det i en pressemeddelelse.

Annoncer

– Hvis man er gangbesværet, har udfordringer med synet eller måske er kørestolsbruger, så bliver det ikke nemmere med alderen at gå i butikker. Derfor har vi i en årrække tilbudt hjælp til indkøbene, og det har mange benyttet sig af, fortæller Ingrid Prehn fra Ældre Sagen i pressemeddelelsen og uddyber:

– Med donationen har vi mulighed for at fortsætte ordningen og tilbyde to ture om måneden frem for én. Udover den praktiske hjælp er turene også noget, de ældre ser frem til, og der er altid gang i snakken på turen i bussen frem og tilbage.

Fra venstre ses chauffør Michael Nielsen samt Ingrid Prehn, Aase Tolstrup, Anne Brødbæk og Anders Lindvik fra Ældre Sagen. Pressefoto

Indkøbsturene sluttes af med en kop kaffe og en hyggelig snak med den frivillige hjælper, og det er næsten lige så vigtigt, som selve indkøbene, fortæller Ældre Sagen og TrygFonden.

– Det er så god en service med busturene. Jeg er dårligt gående og bruger rollator, og turene giver mig mulighed for at købe de ting, som jeg ikke kan få i butikkerne i Fredensborg. Så det løser et helt praktisk problem, og samtidig er det hyggeligt at ordne indkøbene og drikke en kop kaffe sammen med andre, fortæller den 89-årige Kirsten Hansen, der er med på indkøbsturen én gang om måneden.

Kaffe og snak efter indkøbene er en vigtig del af turen. Fra venstre ses Inge Rasmussen, Kirsten Hansen, Jan Petersen og Anny Nymand. Pressefoto

Fakta

  • Ældre Sagen i Fredensborg anslår, at der er 2.000 ældre i området, som tilbuddet er relevant for. Der er egenbetaling på 50 kroner per tur, og der er plads til 10 personer per gang.
     
    Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Hovedstaden, der har doneret midlerne til Ældre Sagen, som et led i arbejdet for at give ældre en tryg alderdom med god livskvalitet.
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder