Jeg hører tit, at vi skal “styrke folkeskolen”, at der skal være to-lærerordninger, flere ressourcer, mere støtte til børn med særlige behov. Alt sammen gode og nødvendige tiltag. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: hvorfor først dér? Hvorfor venter vi med at hjælpe børnene, til de allerede kæmper?
Det fundament, et barn står på, bliver lagt længe før første skoledag. Det begynder i vuggestuen, i børnehaven – i de år, hvor barnet lærer, hvad det vil sige at blive mødt, forstået og anerkendt. Det er dér, de første relationer uden for familien bliver skabt, dér de små skridt mod selvstændighed tages. Og det er dér, pædagogernes arbejde gør den største forskel.
Men vi taler alt for lidt om, hvad der sker, når der ikke er nok uddannede pædagoger. Når de varme hænder og gode intentioner er der, men den faglige ballast mangler. For pædagogik handler ikke “bare” om at passe børn – det handler om at se børn. At forstå udvikling, adfærd, trivsel og behov. At kunne læse et barns signaler, før de bliver til konflikter eller mistrivsel.
Et barn, der får støtte og nærvær fra en uddannet pædagog, får ikke bare en god dag – det får en stærkere start på livet. Det lærer, at det er værd at blive lyttet til, at følelser kan rummes, og at det har betydning i fællesskabet. Den læring kan ingen reparationsordning i skolen helt genskabe, hvis den først mangler.
Jeg forstår godt, at vi står i en tid med mangel på hænder, og at mange gør deres bedste med de vilkår, de har. Men jeg tror ikke, vi har råd til at tænke “det går nok”. For det gør det ikke altid. De første år i livet er ikke et venteværelse til skolen – det er dér, livet begynder.
Så når vi taler om at investere i børn, bør vi starte dér, hvor de første relationer bygges. Med nok pædagoger. Med tid, faglighed og omsorg. For vores børn fortjener ikke bare voksne omkring sig – de fortjener mennesker, der ved, hvordan man bygger et godt liv fra bunden af.
