18. marts 2026

Den sky rigmand og idemand til en genial pen er død

Sonnich Fryland var med til at opfinde Novopennen. Han tjente senere formuer på helsekost og boede på Lillevangsgården uden for Fredensborg.

Del artiklen

Han var i de seneste år af sit liv en meget velhavende mand, der boede på Lillevangsgården på Humlebækvej uden for Fredensborg. I de seneste 10-15 år var han mest omtalt i artikler, der omhandlede en langvarig skattesag og et retsopgør om ekspropriation til en cykelsti.

Cand.Pharm Sonnich Jacob Fryland sov stille ind mandag den 10. november efter kort tids sygdom i en alder af 84 år, fremgår det af flere dødsannoncer. Sonnich Fryland tjente ikke sine penge ud af ingenting. Han spillede en vigtig rolle, da Novo Nordisk udviklede en af sine tidlige succeser, men i de seneste år levede han tilbagetrukket fra det offentlige liv.

Annoncer

Historien er fortalt for nogle år siden i Børsen, og den lyder således:

I begyndelsen af 1980’erne var Sonnich Fryland marketingschef i Novo Nordisk og læste i det videnskabelige tidskrift The Lancet om en pige, der undgik at håndtere hætteglas og sprøjter ved at fylde en engangssprøjte med dagens insulindoser.

Det fik Sonnich Fryland til at bede ingeniørerne i Novo Nordisk om at udvikle en slags pen, der på professionel vis kunne indeholde dagens doser. Resultatet blev Novopennen, der hurtigt gav Novo Nordisk en konkurrencemæssig fordel, skrev Børsen for nogle år siden.

Langvarig kamp mod cykelsti

Han boede på Lillevangsgården ud til Humlebækvej mellem Fredensborg og Søholm, og da kommunen for over 10 år siden eksproprierede til cykelsti, endte det i langvarige retsopgør med Sonnich Fryland, der fandt ekspropriationen ulovlig.

Han vandt i byretten, men landsretten vurderede, at trafiksikkerheden var vigtigere end de gener, som cykelstien påførte Sonnich Fryland ved at skære hans grund over i to. Han fik dog tilkendt en lidt større erstatning, 650.000 kroner og ikke blot 400.000 kroner, skrev Frederiksborg Amts Avis i 2019.

Sonnich Fryland tjente sin første store formue, da han delvist solgte Ferrosan i 2005 til den svenske kapitalfond Altor. Det fik han i omegnen af 400 mio. kr. for. I 2011 solgte han den resterende andel i Ferrosan, og det gav ifølge Berlingske cirka 750 millioner kroner i indtægter.

En del af overskuddet blev angiveligt sat i investeringer i udlandet, hvilket ifølge flere medier førte til et langvarigt opgør med de danske skattemyndigheder. Familiens danske selskab A/S Fryco har en egenkapital på knap en halv milliard kroner.

Siden han trådte tilbage som aktiv erhvervsmand har han værnet om sit privatliv og i ganske få interview udtalt, at han på det tidspunkt havde arbejdet nok i sit liv og nød at gå på jagt og være sammen med sin familie.

Sonnich Fryland bisættes fra Grønholt Kirke lørdag den 15. november klokken 13.00. Det oplyses på familiens vegne – af hustruen Tove og døtrene Mette og Marie – i en dødsannonce i Frederiksborg Amts Avis.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder