18. marts 2026

De er hjemme efter stort stævne i Finland – og de kan være stolte

Nivå Gymnastikforenings hold for seniorer kaldes "Teamgym Nordsjælland", og de vandt i foråret de Danske Mesterskaber i både dame- og mixrækken. Derfor deltog de for nylig i ”De Nordiske Mesterskaber i Finland”.

Del artiklen

TeamGym Nordsjælland nu har fået endnu en stor international konkurrence i bagagen. De er hjemme igen og har fået pustet ud efter en weekend i Finland i den anden weekend i november, hvor de klarede sig flot i den hårde konkurrence.

– Vores to hold fra TeamGym Nordsjælland kan i den grad ranke ryggen og være stolte af deres præstationer. Det har været en weekend fyldt med intens spænding, smil, nerver og en masse gymnastik af højeste internationale niveau, fortæller Suna Siobháin Thorup Prendergast, foreningsleder i Nivå Gymnastikforening

Annoncer

– Nordsjællands mixhold, bestående af både damer og herrer, leverede tre virkelig flotte discipliner, hvor der blev vist både højt niveau og god udførsel. Holdet emmede af selvtillid og sammenhold fra det øjeblik, de trådte ind på gulvet, uddyber Nivå Gymnastikforening.

– Et par småfejl sneg sig ganske vist ind, men det ændrer ikke på, at gymnasterne leverede spring og rytme på højt niveau og velgennemførte spring. Resultatet blev en superflot 5. plads, som alle på holdet i den grad kan være stolte af – især taget i betragtning af det høje internationale niveau.

Flot 4. plads gik til damerne

Der deltog otte mixhold i konkurrencen, da kun Danmark, Norge, Sverige og Island stillede med hver to mixhold – ikke værtslandet Finland.

– Nordsjællands damehold kørte også en imponerende konkurrence med masser af overskud og udstråling. Med teknisk god udførsel og en masse power hele vejen igennem viste damerne tydeligt, at de kan måle sig med selv de stærkeste nordiske hold, fortæller Nivå Gymnastikforening og fortsætter:

– Selvom der også her sneg sig et par småfejl ind, var det en konkurrence, der utvivlsomt bar præg af kvalitet, dedikation og viljen til at præstere på højeste plan. Damerne endte på en flot 4. plads, hvilket er et stærkt resultat i et felt med hård konkurrence.

10 damehold deltog i det nordiske mesterskab i TeamGym. Se her billederne fra en weekend med gymnastik og sammenhold.

Det lover godt for fremtiden og de mange spændende udfordringer der venter, konstaterer Nivå Gymnastikforening efter weekenden i Finland. Fotograf: GymDanmark/Peder-Andreas Nerup
Den 2. weekend i november oplevede to hold fra Nivå Gymnastikforening en fantastisk konkurrenceweekend med fællesskab og sammenhold efter måneder med hård træning. Fotograf: GymDanmark/Peder-Andreas Nerup
 Der lyder også en tak fra Nivå Gymnastikforening til trænerne og gymnasterne. Fotograf: GymDanmark/Peder-Andreas Nerup
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder