10. november 2025

Borgere rejser sig i protest. Nej til erhvervsområde i baghaven

Nej tak til at omdanne 166.259 kvadratmeter landbrugsjord til erhvervsområde, lyder det fra borgere i deres høringssvar til kommuneplanen.

Share

De vidste godt, at de købte hus med kort afstand til motorvejen, men udsigten til at få et stort erhvervsområde mellem deres boliger og motorvejen – ja, det udløser nu en lang række af protester fra borgerne i Kokkedal.

I de seneste 15-20 år er boligudbygningen i Kokkedal sket i den vestlige del af Kokkedal med Brødregårdsvej og Flintevej, hvor rækkehuse ligger med udsigt ud over marker mod vest. Nu har ejeren af markerne ønsket at få landbrugsarealet omdannet til erhvervsformål, og det er med i den kommuneplan, der skal vedtages inden nytår.  Men det kommer ikke til at ske uden protester, fremgår det af høringssvarene, som endnu ikke er behandlet færdigt.

Annoncer

De ligger imidlertid digitalt derude og viser, at borgerne i området har koordineret deres argumenter imod planerne om at lade et 166.259 kvadratmeter stort landbrugsareal omdanne til erhvervsområde.

Området har allerede i dag en høj biodiversitet med dådyr og et rigt dyreliv, fremgår det hyppigt i høringssvarene, der også forholder sig til en af de store problemstillinger: Håndtering af vand.

– Området fungerer i dag som en naturlig lavning, hvor store mængder regnvand kan nedsive. Dette er afgørende for at undgå oversvømmelser i de tilstødende boligområder, fremgår det af flere høringssvar, der fortsætter:

På dette luftfoto fra ois.dk ses arealet, der er i spil til at blive udlagt til erhvervsområde. Boligområderne er Brødregårdsvej, Flintevej og Lergrydevej og den nord-syd-gående vej er Helsingørmotorvejen.

– Hvis arealet befæstes til erhvervsformål, risikerer vi:

  • Øget overfladeafstrømning
  • Oversvømmelser i nærliggende boliger
  • Belastning af kommunens afløbssystem

Desuden kritiserer høringssvaret, at der anlægges et erhvervsområde så tæt på et boligområde. Det vil skabe støj, lys, forringet boligkvalitet og potentielt fald i ejendomsværdi, lyder det i høringssvarene indsendt til Fredensborg Kommune.

Pas på eng og mosearealerne

Et andet argument for borgerne er, at kommunens planstrategier har fokus på fortætning af eksisterende erhvervsarealer. Borgerne peger på Teglbuen i Nivå som et sted, der kan udnyttes bedre.

”Erhvervsområdet i Kokkedal vil derfor ikke tilføre noget væsentligt nyt, men blot udhule kommunens egne bæredygtige planprincipper”, fremgår det af høringssvaret.

En række formuleringer går igen i høringssvarene fra forskellige borgere, men der er også forskelle. I et andet høringssvar nævner en borger, at der i området eksisterer netop den type af arealer, som politikerne hylder og ønsker at bevare i disse år med Grøn Trepart.

”Området rummer desuden eng- og mosearealer, som har høj naturværdi og fungerer som vigtige levesteder for både planter og dyr. Disse naturtyper er blandt de mest truede i Danmark og bør derfor beskyttes og plejes – ikke bebygges”, skriver borgeren.

Styrelsen holder det ene øje åbent…

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har også interesseret sig for emnet og påpeger, at den vestlige del ligger inden for transportkorridoren.

Her skal der dog nedgraves et højspændingskabel med et servitutbælte på 50 meter på hver side af tracéet, og efter dialog mellem kommunen og styrelsen er der enighed om, at hvis blot den vestlige del friholdes for bebyggelse, kan området godt udlægges til erhverv.

Men det betyder jo så, at byggefelterne skubbes mere mod boligerne end motorvejen.

Politikerne når ikke at diskutere og vedtage kommuneplanen før efter kommunalvalget den 18. november, men de skal diskutere nogle indsigelser fra statslige myndigheder på et møde i Plan-, Trafik- og Klimaudvalget mandag den 3. november.

Fakta

  • Ejerne af arealet, Betina og Lars Mølvang, ansøgte sidste år i forbindelse med Planstrategi 2036 om at få deres marker ind i kommunens strategiplaner for at få arealet overført fra landzone til byzone, markeret som et fremtidigt erhvervsområde.
  • På et borgermøde om kommuneplanen fortalte planchef Jens Ulrik Romose, at der skal etableres en bufferzone mellem boligerne og erhvervsområdet, planlægges rekreative elementer og tænkes i støjvold.
  • Arealet ligger syd for vandtårnet i Kokkedal i området nordvest for Brødregårdsvej, Flintevej, Lergrydevej og Bronzealdervej.
  • I kommuneplan 2025, der skal vedtages inden årsskiftet, er området udlagt til fremtidig erhverv.

Mark langs boligområde kan blive til erhverv. Men hvad? Rensningsanlæg?

Kan der komme et rensningsanlæg, sådan ud af det blå, lød spørgsmålet på borgermødet om kommuneplanen.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder