I valgkampens debat om kulturpolitikken er der bred enighed om glæden ved foreningerne – og villigheden til at støtte dem. Men samtidig hører jeg et savn af et bredere fællesskab, et ønske om at høre til – på tværs af alder, interesser og baggrund.
I den del af debatten jeg har deltaget i, har jeg ikke hørt noget godt svar på spørgsmålet om, hvordan vi skaber dette fællesskab. Måske hænger det sammen med, at vores biblioteker fylder forsvindende lidt, når talen falder på kultur og brede fællesskaber.
Hvorfor er biblioteket vigtigt? Svaret hænger sammen med foreningernes natur. Lad mig starte med at slå fast, at foreningerne har en stor plads i mit hjerte. De samler mennesker om fælles interesser og skaber sammenhæng. Men netop fordi de bygger på et interessefællesskab, kan de have svært ved at skabe det, der blev efterlyst på vælgermødet: fællesskab på tværs af interesser.
Det kan bibliotekerne. De er allerede i dag naturlige mødesteder midt i byen – åbne for alle, betjente i dagtimerne og brugt af både børn, unge, voksne og ældre. Her behøver man hverken kontingent, adgangskode eller medlemskab. Det er et sted, hvor man bare kan dukke op – og høre til. Derfor spiller bibliotekerne en hovedrolle i min vision for en fremtidig kulturpolitik og for hvordan, vi kan få mere liv i vores byer.
Jeg ser bibliotekerne som generationernes huse – levende, synlige og åbne. I versionen til reklamespottet er der børn spiller skak med pensionister, unge som hjælper ældre med kommunens hjemmeside, mens andre mødes, læser – eller bare lader som om.
Men også i en mere realistisk, grå novemberversion rummer bibliotekerne en unik mulighed for at opleve hinanden og hinandens forskellige interesser, helt som det passer ind i det liv, man ellers lever. Derved er biblioteket også et redskab til at stimulere bylivet, et sted, hvor man møder forskellighed og derigennem bliver inspireret og får vakt sin nysgerrighed.
Sammenfattende mener jeg, der er to gode grunde til at investere i bibliotekerne. For det første er de omdrejningspunkt for den del af kulturlivet, der ikke handler om en bestemt interesse – men om sammenhold, mødesteder og fællesskab på tværs. For det andet kan bibliotekerne tilføre vores byer liv og miljøer, der i lille skala minder om det, man kan opleve i langt større bysamfund.




