14. november 2025

Bedre borgerinddragelse i Fredensborg Kommune

Af Poul Juul, Kovangen 532, Fredensborg

Share

Det er fint, at borgmester Thomas Lykke vil give reglerne for borgerinddragelse et serviceeftersyn, efter det har vist sig, at borgerforslag har svært ved at nå frem til byrådet.

Jeg vil gerne rose den åbenhed, som kommunen har indført de sidste par år, hvor alle kan følge byrådsmøderne virtuelt. Og hvor alle kan få tilsendt dagsorden for udvalg og byråd, og alle nemt kan slå op og se disse og referater på kommunens hjemmeside. Det er virkelig et stort fremskridt for nærdemokratiet. Ingen er afskåret fra at følge med.

Annoncer

Men jeg vil bede om, at en ting mere bliver taget med ind i serviceeftersynet: I øjeblikket er der en begrænsning på 10 minutters fremmøde, hvis man vil fortælle byrådsmedlemmerne i et udvalg, hvad man mener de bør vide om en sag udover det, som administrationen har fortalt udvalget i oplægget.

Et møde på 10 minutter skriger til himlen på fornuft. Det tager 1-2 minutter og komme, komme på plads og sige goddag, og det tager 1-2 minutter og runde af og gå ud. Det vil sige man som borger har 5-6 minutters taletid, hvis man vil give væsentlige informationer til politikerne. Det er helt urimeligt og har intet at gøre med god borgerinddragelse eller forvaltningsskik.

Jeg har i en række forskellige sager haft lejlighed til at have foretræde for folketingsudvalg, og her er der ingen tidsbegrænsning. Mødet slutter når værterne repræsenterede ved formanden konstaterer, at der ikke er flere udvalgsmedlemmer, der ønsker at spørge om mere, og at mødet derfor er slut. Dette burde man også indføre i Fredensborg Kommune

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder