18. marts 2026

Baggrund og fakta om Søruplund

Af Kirsten og Bjørn Drachmann, på vegne af Søruplundgruppen, Sørup

Del artiklen

Debatten om det planlagte seniorbofællesskab på Sørupvej 23 har skabt engagement hos flere – og det er positivt. Når lokalsamfund udvikles, er det vigtigt, at borgerne interesserer sig for beslutningerne.

Vi forstår godt, at forandringer i et nærområde kan skabe usikkerhed, bekymringer og mange spørgsmål. Det er både helt naturligt og velkomment.

Annoncer

Det er samtidig afgørende, at debatten bygger på fakta, så beslutninger og holdninger ikke baseres på misforståelser eller vildledning. Derfor vil vi gerne rette nogle væsentlige fejl og misforståelser, som er fremført i et tidligere læserbrev.

Det fremgår i debatten, at området eller projektet skulle være blevet afvist ni gange. Det er ikke korrekt. De nævnte tilfælde knytter sig til tidligere og helt andre forespørgsler – blandt andet om parcelhusudstykning – og kan ikke sidestilles med det nuværende projekt.

Derudover indgår materiale, som ikke var afslag, men som i debatten er blevet præsenteret sådan.

Det projekt, der arbejdes med i dag, blev vedtaget i Kommuneplan 2021, beskrevet i Planstrategi 2032 samt 2036, og indstillet til videre arbejde gennem en lokalplanproces. Projektet befinder sig altså i en planlagt og lovlig proces – ikke som resultat af gentagne afslag.

Det er blevet nævnt, at borgerne først blev orienteret sent i forløbet. Her er det vigtigt at forstå, hvordan planprocesser fungerer i Danmark: Kommunen skal først undersøge og afklare, om et projekt overhovedet er planmæssigt muligt, før det sendes ud i offentlig dialog.

Det er gældende praksis i alle kommuner.

Da denne fase var gennemført, og der forelå konkrete tegninger at vise frem, valgte vi som projektgruppe – på eget initiativ – at invitere alle Sørups borgere til et møde, hvor projektet blev lagt frem, så alle kunne se, hvad der arbejdes med.

Derudover har der allerede været en række inddragende tiltag, som også kan ses på projektets hjemmeside. Som en del af processen er der afholdt i alt fire dialogmøder mellem Borgerforeningen og projektgruppen, hvoraf det seneste netop har fundet sted. Møderne er blevet besluttet af PTK-udvalget i Fredensborg Kommune og er faciliteret af administrationen.

Formålet har været at undersøge muligheder for tilpasninger og kompromiser i projektet. Den brede, offentlige borgerinddragelse sker igen i forbindelse med offentlig høring af lokalplanen, hvor alle borgere får mulighed for at indsende synspunkter, idéer og bemærkninger.

Der har også været spørgsmål om overgang fra landzone til byzone. Processen er reguleret af Planloven og er helt klar: Det er byrådet, der har besluttet, via kommuneplanen, om et område kan udlægges som muligt byzoneområde. Selve zoneoverførslen — det vil sige, at området officielt ændrer status fra landzone til byzone — sker først ved vedtagelse af en lokalplan, hvori zonestatusændringen indgår.

Staten har en tilsyns- og vejledningsrolle, men træffer ikke beslutning i den konkrete sag. Der er derfor også her tale om en normal planproces, som i andre kommuner.

Selvom boligerne etableres som et fællesskab for dem, der bor der, har der i skabelsen af projektet også været et ønske om, at stedet på sigt kan få en funktion, der rækker ud over bebyggelsen selv. Der er derfor blevet drøftet muligheden for, at udendørsarealer eller fælles faciliteter i perioder kan bruges til arrangementer eller samlinger, hvor også beboere i resten af Sørup – for dem der har lyst – kan deltage.

Eksempler kunne være langbordsmiddage, fastelavn eller andre sociale aktiviteter, der skaber møder på tværs af området. På den måde kan projektet både danne rammen om et seniorbofællesskab og samtidig blive et sted, der understøtter sammenhold, naboskab og lokalt liv.

Lad os holde debatten saglig. Det er helt legitimt med forskellige syn på udviklingen af området. En demokratisk samtale bør rumme både støtte, bekymringer og nuancerede input.

Projektområdet er privat ejendom, og projektgruppen har fulgt gældende regler og procedurer, som enhver borger i Danmark har ret til at benytte. Vi vil derfor opfordre til, at debatten holdes saglig og respektfuld.

Da projektet allerede er optaget i den gældende kommuneplan, handler den videre proces ikke om, hvorvidt der skal bygges, men om hvordan projektet kan realiseres på en måde, der afspejler lokalområdets karakter og de værdier, som der er saglige ønsker om at bevare eller styrke.

Den offentlige høring af lokalplanen bliver netop dér, hvor borgernes bidrag får betydning for den videre udformning.


Har I læst? De har en indhegnet mark, og på den vil de bygge et fællesskab for mange

Foreningen Søruplund er ikke ude på at ødelægge Sørups landsbymiljø. De ser et seniorbofællesskab som en styrkelse af lokalsamfundet. Læs mere


Har I læst? Landsbyen er under pres, og det er nu, at grænsen skal sættes, lyder opråbet

Der er mange grunde til, at der ikke skal bygges 20-22 boliger i et seniorbofællesskab på naturarealet mellem landsbyen og golfbanen, lyder det fra foreningen Bevar Sørup Landsby. Læs mere

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder