10. november 2025

Vokseværk: Når byen fester, har mange været forbi 12-årige Sylvester

Share

Da nervøsiteten havde lagt sig, og den 12-årige Sylvester var kommet hjem til Humlebæk fra Løvens Hule Junior, havde han fået to gode ideer til at udbygge sin virksomhed, hvor man kan leje en soundboks, hvis man skal holde en fest.

Den ene ide har han fået styr på – den anden skubber han foran sig, for det har været travle uger og måneder…

Annoncer

– Jeg fik det råd, at jeg skulle have en hjemmeside, og den har jeg fået lavet. Det meste har jeg gjort selv, fortæller den driftige iværksætter, der på hjemmesiden både har videoklip med sig selv og en kort gennemgang af, hvor let det er at leje udstyret.

Sylvester Sydbo Haxbøl smiler, og det gør han ofte – som de fleste, der har succes med deres forretninger. En anelse træthed signalerer han dog, når det handler om alt papirarbejdet…

Ideen til at udleje soundbokse til festlige lejligheder kom, da hans far skulle fejre sin 40 års fødselsdag, og da den var slut, begyndte Sylvester at udleje soundboksen. Han søgte om at komme med i Løvens Hule Junior, og efter en god samtale med programmets caster, blev han optaget og kørte en tidlig morgen ind til studiet i København i selskab med sin mor.

– Ja, jeg var meeeeget nervøs, fortæller Sylvester, der tog et par af sine pæne bukser på, fik købt en ny bluse og nåede at få lidt morgenmad i studiet, inden det pludselig var hans tur, og ja – han havde øvet sig meget foran spejlet på det ”pitch”, han skulle lave.

Mails dyster nogle dage med håndbolden…

Det gik godt, og han fik et par gode råd med hjem fra mødet med iværksætterne. Et af dem gik på, at man skal kunne se, hvem ham Sylvester er – navnet Sylvesters Soundboks skrevet som et slags logo er ikke nok, og det arbejder Sylvester på at løse.

Men som altid kommer der nye ideer til og nye udfordringer. Medieomtalen ved at komme med i programmet har fået mange flere til at booke en soundboks, og derfor måtte Sylvester for nylig købe endnu en soundboks, så han nu har to.

Der er nemlig rift om at booke i flere og flere af årets weekender.

Hvis der ligger 10 mails og venter, svarer jeg ikke på dem alle på én dag

– Jeg kom desværre til at dobbeltbooke en enkelt gang, men heldigvis kendte jeg den ene kunde ret godt, og jeg måtte ringe og undskylde og sige, at han ikke kunne låne den, fortæller Sylvester med et kortvarigt stivnet smil i ansigtet, hvorefter ansigtet hurtigt lyser op.

For fejl kan jo ske, og opbakningen til Sylvesters projekt er stigende. De første gange, hvor han slog noget op på Facebook eller LinkedIn, var han meget spændt, og han tjekkede ofte sin mail for at se, om der kom nye bestillinger.

Nu er arbejdet mere rutinepræget, og ja – der er også nogle pligter.

Sylvester brugte i begyndelsen gode, gamle flyers, og det er også fint, lød rådet i Løvens Hule. Du skal bare have dit ansigt med, så man kan se dig som person… Det er næste opgave, som Sylvester skal have løst. Foto: Steffen Slot

– Hvis der ligger 10 mails og venter, svarer jeg ikke på dem alle på én dag, forklarer Sylvester, der også har travlt med at gå til håndbold, og som i øvrigt skriver gode mails, når det bliver ens tur i rækken.

”Det lyder som en mega god plan. Jeg tænker lige at række ud engang i september, så kan vi lige aftale nærmere”, skrev Sylvester eksempelvis i slutningen af august, hvor dette interview blev aftalt til at foregå efter at Løvens Hule Junior var blevet vist på DR Ultra.

Udbud og efterspørgsel styrer

Men han har ikke mere travlt, end at han altid tager sig tid til at finde ud af, hvem der står bag en mail om en booking. For hvis det er en 17-årig der måske skal holde en vild fest, når mor og far ikke er hjemme – ja, så siger Sylvester hellere nej for at passe på sit udstyr.

Højsæsonen ventes at blive årstiden, hvor der er konfirmationer, og derfor overvejer Sylvester at købe endnu en Soundboks. Han har investeringer for knap 12.000 kroner og har omsat for 10.000 kroner, og med en lejepris for et døgn på 250 kroner, går der en del måneder, inden en investering er tjent hjem.

Derfor varsler Sylvester da også prisstigninger om kort tid.

– Jeg startede med en pris på 200 kroner, men folk sagde til mig, at de gerne ville give mere. Så blev det til 250 kroner, og snart bliver det til 300 kroner for et døgn. Hvis jeg kan tjene 50 kroner mere per gang… ja, så…, smiler Sylvester.

Netværket er vigtigt

Begejstringen stiger til nye højder, når han hjemmevant namedropper branchens navne – som fx Jesper Theil Thomsen, der har skabt virksomheden Soundboks i Danmark.

– Jeg har været inde for at besøge dem, og jeg fik også en lightboks, som jeg nu kan leje ud, fortæller Sylvester og rejser sig for at vise udstyret, der ligger i en skuffe under sengen og i en plastikkasse ved siden af sengen inde på værelset.

Det er nemlig sjovt at være på virksomhedsbesøg og se, hvordan “de store” gør tingene, og Sylvester har også opdaget værdien af at være aktiv på sociale medier. Især når de mange likes også giver bestillinger.

Eller gode råd. Måske der er en mulighed i nedenstående kommentar fra LinkedIn? Det er Sylvester nok selv den bedste til at vurdere. Der står:

“Findes der en forretningsmodel, hvor jeg kan udleje min søns soundboks via Sylvester. Det kunne jeg godt have lyst til sommetider”, efterfulgt af to grinesmileyer.

Et inspirerende besøg hos Jesper Theil Thomsen, der har stiftet Soundboks i Danmark, fik Sylvester lidt udstyr med hjem som en gave – og det nyder festerne i Humlebæk og omegn nu godt af. Foto: Steffen Slot

Fakta

Sylvester Sydbo Haxbøl er 12 år gammel og går i 7. klasse på Langebjergskolen i Humlebæk, hvor der har været et stort fokus på projektbaseret læring. Det har han brugt i opstarten af sin virksomhed, godt hjulpet af sine forældre og faderens 40 års fødselsdag, hvor Sylvester for første gang udlejede en soundboks.

Tidligere på året var han til optagelser i Løvens Hule Junior – et program på DR Ultra, hvor børn får mulighed for at præsentere deres idéer og få sparring fra erfarne iværksættere. Programmet blev vist den 20. september i år.

Det er faktisk to år siden, at Sylvester etablerede sin virksomhed med hjælp fra sin mor, der også er iværksætter og inspireret af børns ideer, som han så i Løvens Hule Junior.

Læs mere om Sylvesters Soundboks og mulighederne for også at leje udstyr som diskolys og røgmaskiner via dette link.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder