De ældste i lokalområdet husker det nok – hvordan Egedal Byens Hus i Kokkedal ikke kun var en gammel forpagterbolig, men engang et børnehjem, hvor børn for over 100 år siden forsvandt.
Vogt dig for de små sjæle, der fylder de mørke gange, og vær beredt på at møde dit værste mareridt i det gule palæ, lyder det i en invitation til at komme ind for at se steder af huset, hvor de færreste tør komme.
Huset er fra onsdag den 29. oktober klokken 17.00 fyldt med uhygge og gru fra kælder til kvist og er ikke for sarte sjæle, og nej – man skal ikke tage børn under fem år med…
Det er naturligvis Halloween, der markeres i Byens Hus med endnu et flot arrangement, og der er også noget, der ikke er så uhyggeligt. I Multisalen er der krea-workshop, ansigtsmaling og Halloween koncert for dem, der ikke er til det store gys.
I parken er der spøgelseshistorier, ild-gøglere og en uhyggelig hjemsøgt sump – gå ind i tågen, hvis du tør, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse. Aftenen slutter med et flammende ildshow kl. 19.15, hvis tågen altså ikke sluger ilden først
For børn, unge og voksne er der gratis adgang – armbånd til gyserhuset udleveres fra klokken 16.45 (én tur pr. person). Aftenen er et samarbejde mellem lokale børn, unge, klubber, foreninger og Fredensborg Kommune.




