I vores kommune er vi heldige at have mange engagerede og erfarne lokalpolitikere, der gennem mange byrådsperioder har lagt et stort arbejde i at udvikle kommunen. Den erfaring er værdifuld, og den skal vi bygge videre på.
Men samtidig må vi huske, at fornyelse er en styrke i ethvert fællesskab, og ikke mindst skubber imod nytænkning. Nye kandidater bringer nye perspektiver, erfaringer fra andre dele af hverdagslivet og måske en lidt anden måde at se tingene på. Det skaber balance og dynamik i beslutningerne. Sker fornyelsen løbende, så sikrer det også stabiliteten.
For mig handler fornyelse ikke om at kritisere det, der er, men om at bygge videre på det, der fungerer, og samtidig tænke nyt, hvor vi kan gøre det bedre.
Et byråd med både erfarne og nye kræfter står stærkest. Det er sådan, vi sammen sikrer, at vores kommune fortsat udvikler sig – for både dem, der har været her længe, og dem, der kommer til.
Som førstegangskandidat til kommunalvalget tror jeg på, at politik har bedst af at være tæt på virkeligheden. Når forskellige stemmer og livserfaringer mødes, bliver løsningerne både mere realistiske og mere nærværende.
Om end jeg ingen lokalpolitisk erfaring har, så mener jeg at kunne bidrage positivt med min erhvervserfaring indenfor økonomistyring, ledelsesrådgivning og risikostyring. Mit fokus i mit arbejdsliv, som også gør sig gældende for mine politiske ambitioner, er: at fremme tillid, ordentlighed og kontinuerlig forbedring.
Så kære borger, der skal stemme: Overvej hvilke forandringer og værdier der betyder mest for dig og dit lokalområde, og hvordan kandidaterne – erfarne og nye – kan bidrage til det, inden du sætter dit kryds. Uanset hvem du støtter, så brug din stemme – den tæller!




