Sammen med Sangcenter Nordsjælland byder Fredensborg Gamle Bio efteråret velkommen med de gyldne farver og den blå himmel. Det sker torsdag den 2. oktober fra klokken 17.00-18.00.
– Vi inviterer alle til at komme og synge med på efterårssange fra Højskolesangbogen i vores store, dejlige sal. Der er gratis adgang, og tilmelding er ikke nødvendig, lyder det fra arrangørerne.
Denne gang bydes særligt velkommen tilbage til organist ved Fredensborgkirkerne Mie Korp Sloth, der har fundet de bedste efterårssange frem til fællessang. Mie spiller selv for på flyglet.
De lange introduktioner viger til fordel for det primære: At få sunget så meget som muligt. Medbring din egen Højskolesangbog, nyeste (19.) udgave. Kan købes i Fredensborg Boghandel, lyder opfordringen fra Fredensborg Gamle Bio.




