14. november 2025

Stol på Ungerådet – lad dem stille forslag

Af Jakob Karlshøj, byrådskandidat Radikale Venstre

Share

Gæt hvilken aldersgruppe, hvor alle uden undtagelse gerne har villet tale med mig om kommunalvalget, og hvad der betyder noget for dem? Det er ikke de ældre eller mine jævnaldrende. Heller ikke børnefamilierne. Det har været de unge.

Og de unge har faktisk været interesserede i politik. De har spurgt ind til konkrete ting – for eksempel hvordan man kommer til ungdomsuddannelsen i nabokommunen. For mig var det ikke bare dagens bedste nyhed, men en grund til at være mere optimistisk omkring fremtiden. Det fortjener en stor tak til de forældre, pædagoger og lærere, der har hjulpet interessen på vej.

Annoncer

Jeg vil også gerne kvittere for, at der med det seneste budgetforlig er besluttet at oprette et Ungeråd og afsætte 100.000 kr. til driften af det. Rådet bliver samtidig gjort høringsberettiget – og det er bestemt et skridt i den rigtige retning.

Men hvorfor henvise Ungerådet til en passiv rolle, hvor de kun kan kommentere på Byrådets forslag? Ville det ikke give langt mere mening, hvis de unge selv fik mulighed for at stille forslag, som Byrådet forpligtes til at behandle?

Man kan diskutere længe om principper og valgretsalder – og det gjorde vi også i Radikale Venstre på vores landsmøde. Men her har vi faktisk en konkret og pragmatisk mulighed for at inddrage og aktivere de unge i vores lokale demokrati.

Jeg er byrådskandidat for et parti, der tror på demokratisk dannelse og har mod på fremtiden.
Jeg er også en kandidat, som holder af praktiske løsninger og handling.

Derfor vil jeg opfordre til, at vi tager et lille, men vigtigt skridt videre – og giver Ungerådet mulighed for ikke bare at reagere, men også at handle: At stille forslag, som Byrådet skal tage stilling til.

Det vil være ægte ungdomsinddragelse – og et stærkt signal om, at vi mener det, når vi siger, at de unge er fremtiden.

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder