At synge alene på værelset eller i badet kan være fedt – men det er noget helt andet, når man står sammen med andre og mærker musikken løfte rummet.
Tirsdag den 28. oktober klokken 18.00–19.30 inviteres alle sangglade unge til fællessang og spisning i KulturStationen i Humlebæk, fortæller Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
Et professionelt liveband fra Fredensborg Musikskole sætter musik til sangene og styrer deltagerne igennem en lækkert repertoire af dansk musik. Når fællessangen klinger af, er der pizza og mini-koncert med UC Stars fra UngFredensborg.
– Det er gratis – så tag en ven under armen, og kom og syng fra hjertet. For at vi ved, hvor mange vi bliver, skal du huske at melde dig til senest den 28. oktober klokken 12.00, lyder det i pressemeddelelsen.
Send en sms til 21522101 eller skriv til kultur@fredensborg.dk.




