Når publikum de sidste dage i oktober sætter sig i Fredensborg Gl. Bio, skal de forestille sig en helt anden scene. Publikum kan glæde sig til et musikalsk, humoristisk og rørende skuespil af den tyske forfatter Patrick Süskind, ”Kontrabassen”, der opføres af Anders Ahnfelt-Rønne.
Man skal forestille sig feberstemning i orkestergraven på Operaen i København. Wagners operacyklus ’Ringen’ skal løbe over scenen – en stor satsning i Det Kgl. Teaters operahus på Holmen, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Hjemme i sin etværelses lejlighed er Anders Ahnfelt-Rønne i rollen som den stolte, følsomme og forelskede orkestermusiker, bassisten Jakob Guldborg, et par timer før den store Wagner-premiere ved at klæde om. Han drikker en stribe pilsnere for at kompensere for det forventede væsketab som ligger foran ham: Valkyrien og 5 timers intenst spil, fortæller arrangørerne og fortsætter:
Jakob Guldborgs store problem er ikke Wagners mange kontrabas-noder, som ingen bassister alligevel er i stand til at spille. Hans store problem er den smukke sopran Ann-Charlott Sandström, som han er forelsket i. Det ved hun ikke, men hun står deroppe på scenen og medvirker i aftenens premiere.
Forestillingen og Anders Ahnfelt-Rønnes fortolkning har tidligere fået fem stjerner af Frederiksborg Amts Avis navnkundige anmelder Knud Cornelius.
Fakta
- Man kan opleve forestillingen i Fredensborg Gamle Bio torsdag den 30. oktober klokken 19.30 og fredag den 31. oktober klokken 19.30.
- Forestillingen varer 1 time og 45 minutter inkl. en pause, hvor publikum selv kan indtage lidt godt til halsen. Billetter á 150 kroner på www.GlBio.dk. Børn og unge på 24 år og derunder gratis.




