Når vi tre sætter os sammen og taler om Kokkedal, tager vi udgangspunkt i vores egen rejse gennem byen. Samlet har vi over 100 års erfaring med Kokkedals udvikling. Louise er født her, Ergin kom som halvandetårig, og Dorte flyttede hertil som 10-årig. Vi har alle selv gået på Kokkedal Skole – og det forpligter.
Vores fælles omdrejningspunkt er, at Kokkedal skal fortsætte med at udvikle sig i den rigtige retning, og at skolen igen skal være byens hjerte. En velfungerende folkeskole i centrum af byen kan samle mennesker på tværs af boligområder og baggrunde. Her mødes eleverne. Her mødes vi – i nysgerrighed, i hverdagen, omkring vores børn og omkring deres skolegang.
Vi ønsker, at folkeskolen fortsat er det naturlige valg for de fleste familier i Kokkedal. Det skaber sammenhold, tryghed og stærke lokale fællesskaber.
Derfor vil vi arbejde for, at Kokkedal Skole har de bedste rammer for både lærere og elever. Trivsel blandt lærerne er en forudsætning for, at børnene trives. Vi skal skabe en kreativ skole, hvor der er plads til faglighed, råd til it-udstyr, pædagogisk støtte og tidlig indsats, så mistrivsel bliver forebygget. Skolen er Kokkedals fælles samlingspunkt – og vi vil arbejde for, at den bliver ved med at være det.
Stem på en af os fra Kokkedal – for lokalt engagement, en stærk samlende skole og lige muligheder for alle børn i vores by.




