Malene Prehn argumenterede den 7. oktober for, at der skal være flere almene boliger i Fredensborg Kommune. Tak for at rejse spørgsmålet om, hvilken by vi skal have i fremtiden – det er en både vigtig og helt aktuel diskussion.
For hvad skal fordelingen egentlig være mellem almene boliger, ejerboliger, privat udlejning og andelsboliger? Og hvad med byggefællesskaber, kollektiver og andre boligformer, vi stort set ikke ser i dag?
I dag er det i høj grad en kombination af skatteregler og mangler i planloven, der afgør, hvad der bliver bygget – ikke de politiske visioner. Byrådet har reelt meget lidt at skulle have sagt. Hvis der bygges nyt, kan man stille krav om, at op til 25 procent skal være almene boliger, eller at der skal indgå almene ældre- eller ungdomsboliger. Men resten afgøres af markedet – og resultatet er næsten altid boliger til privat udlejning, fordi de giver et sikkert afkast i regnearket.
Der er ingen tvivl om, at de almene boliger har spillet en central rolle i efterkrigstidens Danmark. I 1960’erne og 70’erne skabte de grundlaget for industrisamfundets forstæder omkring København. Her kunne LO-familierne få moderne boliger til rimelige huslejer, mens de nød andre af tidens goder: fjernsyn, ferie, bil og foreningsliv – alt sammen i trygge rammer, hvor systemet tog sig af vedligeholdelsen.
Men når byrådet i dag skal planlægge nye kvarterer, står valget reelt mellem enten at overlade beslutningen om boligformer et frit marked, hvor kapitalens logik styrer udviklingen eller spæde markedsstyringen op med op til 25 pct. boliger af den gennemregulerede, almene model, som er designet til en helt anden tid.
Hvor blev andelsboligerne af? Og hvad med nye boformer som byggefællesskaber, bofællesskaber og andre modeller, hvor mennesker går sammen for at skabe deres egne rammer? Hvad med de helt traditionelle ejerboliger i form af ejerlejligheder, række- og parcelhuse?
Det korte svar er: dem kan Byrådet kun ønske sig, muligheden for at stille krav til boligformerne eksisterer ikke i den nuværende lovgivning. Planloven giver ikke kommunerne mulighed for i en ny lokalplan at beslutte, hvilke boligformer, der skal være i et nyt kvarter.
Det skal vi ikke acceptere – hverken som borgere eller som lokalpolitikere.
Vi skal have mulighed for politisk i en lokalplan at fastlægge, flere mulige boligformer så vi kan få den blandede by, hvor ejere, lejere, andelshaver og andre bor mellem hinanden, som jeg tror alle ønsker.
Vores byer skal være til for mennesker – ikke for systemer eller investorer. For kan jagten på profit eller tunge systemtilgange skabe en attraktiv kommune, hvor unge kan finde en bolig og stifte familie og ældre har alternativer til et ensomt liv i parcelhuset? Risikerer vi ikke, at det, der skulle være midlet til at skabe gode byer – markedet og systemet – kommer til at definere byerne, og dermed fratager os vores mulighed for at føre politik?
Ved åbningstalen den 7. oktober varslede statsministeren et kommende boligpolitisk udspil. Nu tikker uret. Hvis vi som byråd vil kunne føre reel boligpolitik og planlægge kvarterer med mennesket i centrum – med en blanding af boligformer og fællesskaber – så skal vi gøre vores indflydelse gældende over for regeringen.
Det handler i sidste ende om, hvem der skal forme vores by: markedet, systemet – eller os selv.
