Nu tager Humlebæk Boligselskab og Domea en række ekstra skridt for at sikre, at beboernes sikkerhed er i top under den store renovering af de 116 boliger. Nogle initiativer baserer sig på nye vurderinger fra Nordsjællands Brandvæsen, imens boligselskabet på et andet punkt går et skridt videre end det, som beboere har rejst som kritik.
Det fortæller Malene Prehn, formand for Humlebæk Boligselskab og understreger, at beboernes sikkerhed og overholdelse af lovgivningen ”har højeste prioritet under den omfattende renovering, der finder sted som en del af helhedsplanen for boligafdelingen”. Derefter opridser hun tre forhold, hvor der er taget nye initiativer efter et møde torsdag den 9. oktober.
– Det er korrekt, at Boligselskabet for nylig har inviteret kommunens byggesagsbehandlere og Nordsjællands Brandvæsen til en gennemgang af byggepladsen – netop for at vurdere, hvordan de midlertidige forhold påvirker de oprindelige adgangs- og redningsveje, skriver hun i en mail og forsætter:
– Mødet fandt sted i torsdags og havde til formål at skabe en god dialog om, hvordan vi bedst muligt kan sikre fremkommeligheden gennem renoveringsperioden samt få afstemt myndighedernes forventninger.
Adgangsvej genskabt på tre dage
Hverken Humlebæk Boligselskab eller Domea uddyber de tre ord ”afstemt myndighedernes forventninger”, men boligselskabet har tidligere oplyst, at der har været møder på byggepladsen med repræsentanter fra Fredensborg Kommune, hvor der ikke blev italesat udfordringer med sikkerhedsforhold eller adgangsveje.
Imidlertid var Nordsjællands Brandvæsen som beredskab ikke involveret i den tidligere proces, og efter at det på beboernes foranledning kom frem, at brandvæsenet i udgangspunktet ville køre til området som om det ikke var en bebyggelse under renovering, tog Humlebæk Boligselskab initiativ til at invitere Nordsjællands Brandvæsen forbi.
Efter mødet med kommunen og Nordsjællands Brandvæsen torsdag den 9. oktober er der allerede igangsat udbedringer omkring byggepladsen samt genetablering af en tidligere spærret adgangsvej for at sikre, at de normale adgangsveje i afdelingen holdes åbne, oplyser Humlebæk Boligselskab.
– Allerede efter mødet påbegyndte entreprenøren arbejdet med at udbedre forholdene – et arbejde, der har bestået i at rydde stierne (fredag), udlægge sand og skridmåtter (mandag) og afslutningsvist udlægge metalkøreplader (tirsdag), forklarer Malene Prehn om de seneste initiativer, der også blev bemærket og rost af Lars Clausen i den seneste artikel om emnet.
Skiltning bliver permanent bedre
Så vidt den først del – de generelle adgangsforhold for ambulancefolk og brandfolk. Et andet forhold er den hændelse, der skete fredag den 10. oktober, hvor ambulancefolk havde svært ved at finde vej til den rigtige adresse.
Hændelsen er alene genfortalt af beboere og i sagens natur behæftet med personfølsomme oplysninger. Formand for boligselskabet, Malene Prehn, og Domea har bemærket dette afsnit i beboernes genfortælling af episoden:
“Afslutningsvis skal det nævnes, at ambulanceredderne efter samtale med egen vagtcentral ved Region Hovedstadens Akutberedskab blev oplyst om, at den pågældende ambulance slet ikke skulle ind til blok 245, men til en helt anden adresse i bebyggelsen.”
Vi vil derfor gå i videre dialog med kommunen om en mere permanent og tydelig skiltning af adgangsvejene
– Når vi særligt hæfter os ved dette, skyldes det, at de tiltag, vi har foreslået og aftalt med kommunen og Nordsjællands Brandvæsen torsdag den 9. oktober ikke tager højde for det specifikke scenarie, som udspillede sig i fredags, vurderer Malene Prehn og fortsætter:
– Det betyder naturligvis, at vi i Boligselskabet nu vil tænke i mere generelle og permanente løsninger i forhold til skiltning internt i afdelingen. Den nuværende oversigtsplan over adgangsveje mellem blokkene står placeret ved indkørslerne til hovedadgangsvejene, men hændelsen i fredags har vist, at denne tilsyneladende ikke er tilstrækkelig.
– Den forbedrede skiltning vil derfor også være tiltænkt at skulle bestå efter renoveringens afslutning. Vi må antage, at når en hændelse som denne kunne opstå i fredags, så kan den også opstå uden for renoveringsperioden, hvis den eksisterende, permanente skiltning fortsat ikke er tilstrækkelig.
– Vi vil derfor gå i videre dialog med kommunen om en mere permanent og tydelig skiltning af adgangsvejene i afdelingen.
Løsning med vinduer afprøves
Det tredje forhold er det med vinduerne på 1. sal, der har været afspærrede med træplader i den periode, hvor der arbejdes på taget.
– Afslutningsvist vil jeg benytte lejligheden til at komme med en opdatering på muligheden for at bibeholde en redningsvej på 1. sal, mens vinduesåbningerne er afspærret med en plade, men samtidig sikre at der ikke kommer adgang udefra.
– Der arbejdes der på en løsningsmodel, hvor pladen kan åbnes indefra. Denne løsning imødekommer samtidig bekymringen om uvedkommende adgang fra taget. Løsningen afprøves i løbet af næste uge, og vi vender tilbage med en konkret model snarest derefter, skriver Malene Prehn, formand for Humlebæk Boligselskab
Hun tilføjer:
– Vi håber, at ovenstående giver et klart og dækkende billede af vores kendskab til sagen samt de skridt, vi har taget for at sikre fremkommeligheden i området.
Se her tidslinje i sagen om sikkerhed for beboerne
Juli 2025: Der rejses for første gang offentlig kritik af brandsikkerheden og adgangsforhold for ambulancereddere.
22. september 2025: En af beboerne, Lars Clausen, viser rundt på byggepladsen og udpeger tillukkede vinduer på 1. sal og de steder, hvor han oplever afspærrede adgangsveje og dårlig skiltning om ændrede forhold.
30. september: TjekFredensborg skriver historien med svar fra Domea og Humlebæk Boligselskab. Der opstår dialog for at sikre flugtvej fra 1. sal i tilfælde af brand og bedre belysning om natten, men størstedelen af kritikken afvises med, at boligselskabet er i god dialog med beredskabet om forholdene.
2. oktober: Forud for et informationsmøde for beboerne har Nordsjællands Brandvæsen med et par ugers forsinkelse svaret en beboer på en række faktuelle spørgsmål. Hovedpointen er, at brandvæsenet som beredskab ikke har været inddraget i dialog om brandsikkerhed og ikke er informeret om ændrede forhold i området.
5. oktober: Domea og Humlebæk Boligselskab svarer på de nye oplysninger, hvilket kan læses i denne artikel. Parterne lover samtidig fokus på dialog i byggeprocessen.
9. oktober: Der holdes et møde på byggepladsen med deltagelse af entreprenør, Fredensborg Kommune, sandsynligvis også Nordsjællands Brandvæsen og Domea/Humlebæk Boligselskab.
10. oktober: En ambulance forsinkes på vej ind i bebyggelsen, da redderne er i vildrede om, hvor de skal køre hen. Kritikerne ser det som en advarsel om, at det kan gå virkelig galt, hvis der ikke sker noget med skiltning og adgangsforhold.
13. oktober: Fredensborg Kommune skriver til Lars Clausen, beboer i Baunebjerghuse, at Domea og Humlebæk Boligselskab efter mødet torsdag den 9. oktober og hændelsen om fredagen har fået besked på at speede processen op om bedre skiltning og åbne adgangsforhold for brandfolk og ambulancer.
Fakta
- De 116 almene boliger Baunebjerghuse, fordelt på 11 blokke i halvanden plan, bliver renoveret frem mod 2026. Der skal laves nye badeværelser, køkkener og ventilation i samtlige boliger samt skiftes tag, etableres ny facadeisolering og soklerne skal sikres mod fugt. Desuden indlægges fjernvarme.
- Nordic Office of Architecture er totalrådgiver, og Ole Jepsen er entreprenør på renoveringen, der har en kontraktsum på 136 millioner kroner. De første budgetoverslag lød på 106 millioner kroner i marts 2022.
- Giver denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt lokale nyheder, der skaber stærke lokalsamfund.







