Hvis du elsker julemusik, så er det nu du skal finde Retro-Radio Jul på DAB eller din digitale radiokanal. Den 1. november tænder lokalradioforeningen Kanalplus i Nivå igen for Retro-Radio Jul, der går i luften for ottende gang.
Ideen opstod da en af radioentusiasterne, Kasper Lyngbye, blev træt af at høre de samme 20 julenumre på andre radiokanaler, fortæller Retro-Radio i en pressemeddelelse.
– Vores julekanal skal kunne noget andet, end spille det man altid hører. Vi sætter for eksempel en ære i også at have danske numre med, forklarer Kasper Lyngbye.
I starten var Retro-Radio Jul bare tænkt som en gimmick, men det viste sig, at den hurtig blev meget populær.
– Når vi nærmer os december, så går lyttertallene for julekanalen op, mens de daler på vores -andre kanaler, men sammenlagt får vi flere lyttere. Når julen er slut, håber vi lidt flere lyttere bliver hængende på Retro-Radio, udtaler Gunnar Skinder, der er formand for lokalradioforeningen.
– Nu er Retro-Radio Jul blevet en tradition, og det eneste tidspunkt, hvor der er et dyk i lyttertallene, er når der er Disneys Juleshow, fortæller han.
Varmer også op til nytårsfesten
Lokalradioforeningen Kanalplus har eksisteret siden 1989 og sendte oprindelig radio fra en enkelt FM-kanal. I dag har foreningen en stribe digitale radiokanaler, bl.a. den populære Retro-Radio.
Foreningen holder til på Byvejen 14 i Nivå, hvor en dedikeret flok radioentusiaster mødes hver onsdag for at nørde teknik og udvikle radiokanalerne. Det er også muligt at låne studiefaciliteterne, for eksempel til podcast.
Men først gælder det julehyggen, skriver Retro-Radio i pressemeddelelsen.
– Vi kan ikke lade være, og folk er vildt glade for det. Det er også det, der gør det sjovt, når vi får en masse feedback fra lytterne på facebook eller andre steder, fortæller Gunnar Skinder.
– Hvis du vil høre Retro-Radio Jul, så finder du kanalen på DAB-radio, på streamingtjenester som ‘My Tuner’, Sonos eller via radioens hjemmeside, www.retro-radio.dk, fortæller Ulrik Brinck, der også anbefaler at blive på kanalen, når man fejrer nytår, for den fest gør Retro-Radio også meget ud af.






