I de seneste uger har byrådsmedlemmet Tinne Borch Jacobsen gået rundt med de lister, hvor borgerne med en underskrift som stillere kan støtte hendes kandidatur til byrådet. Men listerne kom aldrig op af lommen, fortæller hun.
– Jeg bad om at få papirerne fra rådhuset, så jeg havde muligheden, og jeg har haft dem med på slotsmarkedet og til Byens Dag i Humlebæk, siger hun og tilføjer, at hun aldrig sådan rigtig fik lyst til at tage sedlerne frem og indsamle de 25 underskrifter, som det kræver at stille op til byrådet med sin egen liste.
Efter at hun tidligere på året meldte sig ud af Venstre, har hun stået uden for parti og kaldt sig Uafhængig Liberal. Hun har som løsgænger hældt til ikke at genopstille. Nu er beslutningen taget, fordi fristen for at indlevere listen med de 25 stillere er udløbet.
– Jeg er også politisk rådvild i øjeblikket, og hvis man skal føre valgkamp, nytter det ikke noget at flagre i sin politik. Og så mener jeg grundlæggende, at ingen er uundværlige, og det må jo så også gælde mig selv, griner hun og tilføjer, at hun næppe kommer til at fralægge sig det at mene noget og enten sige det højt eller skrive det tydeligt i opslag på sociale medier.
I kan læse mere om Tinne Borch Jacobsen i artiklen herunder. At Tinne Borch Jacobsen ikke genopstiller er en nyhed, der kommer få dage efter, at Carsten Bo Nielsen på byrådsmødet fortalte, at han heller ikke genopstiller.







