10. november 2025

Minister kom 27 meter i højden og var tæt på en fiktiv ulykke

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), oplevede brandkadetter håndtere en nødsituation og blev bragt 27 meter op i luften af Nordsjællands Brandvæsen.

Share

Den bedste måde at klare ubehagelige hændelser og ulykker er ved at vide, hvad man kan gøre for at hjælpe. Netop derfor var minister Torben Schack Pedersen (V) ganske imponeret efter et besøg på Kokkedal Skole onsdag eftermiddag.

Her var han med til undervisning i en børnehaveklasse og en 4. klasse, alt med fokus på at lære børn, hvad de skal gøre under en brand. Efter en lille time i klasselokalerne kom ministeren og de andre gæster ud på Bølgepladsen foran skolen, hvor der pludselig lød et brag, og der stod røg ud fra en rød stationcar, der var kørt galt.

Annoncer

Tre brandkadetter, den 17-årige Mohammad, den 15-årige Casper og den 15-årige Freja løb dertil for at hjælpe, og for de fremmødte børn og ministeren blev det et lille skuespil, der viste, hvordan man bedst håndterer en sådan situation.

I kan se, hvad der skete, i billedserien herunder – og det følger denne form:

Føreren af bilen reddes ud, og hun havde fået hjertestop, så derfor påbegyndes hurtigt hjertemassage. Der skal ringes 112, og præcise informationer skal roligt gives til alarmcentralen. En passager på bagsædet havde fået en flænge i hovedet, der forbindes, og en tredje passager er meget chokeret – og det kan føre til, at personen får det dårligt.

Ved at sætte sig og roligt snakke med personen, kan det undgås. Desuden skal ulykkesstedet sikres med advarselstrekanter og gule veste på de folk, der hjælper, og når redningsfolkene ankommer, skal de kort briefes om det, der er sket og hvor de tilskadekomne er.

Efter at ministeren havde set, hvordan brandkadetterne håndterede ulykken, så han Nordsjælland Brandvæsens stigevogn, der kan bringe brandfolk hele 33 meter op i luften.

Tænk sikkerhed – en naturlig del af hverdagen

Ministeren, hvorom det siges at han har højdeskræk, blev spændt fast og trådte op i kurven, og derefter gik det opad – omkring 27 meter, vurderede brandfolkene på jorden, så ministeren fik sig en oplevelse og en god udsigt ud over området.

Forud for eftermiddagen var der udsendt en pressemeddelelse, hvorfra der her kommer et par citater.

– Jeg er glad og stolt over, at Kokkedal Skole går forrest, når det handler om sikkerhed og forebyggelse af brand. Det er viden, som også styrker trygheden i hjemmene, fordi det er med til at skabe en kultur, hvor det at tænke på sikkerhed bliver en naturlig del af hverdagen, udtaler Thomas Lykke Pedersen, borgmester i Fredensborg Kommune og formand for beredskabskommissionen i Nordsjællands Brandvæsen.

Fra skolens side var der også stor opbakning til initiativet:

– For os er det vigtigt, at eleverne både lærer om brandsikkerhed i undervisningen og får lov til at prøve tingene af i praksis. Når børnene ser, hvordan viden kan bruges i virkeligheden, giver det undervisningen en helt anden tyngde og relevans. Vi er stolte af, at Kokkedal Skole er med til at sætte fokus på et emne, som kan redde liv, udtaler Kristine Gebuhr, skoleleder på Kokkedal Skole.

Undervisningsmaterialer til både børnehaveklasserne og 4. klasse er udviklet af TrygFonden, Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber og stilles gratis til rådighed for landets skoler.

Brandkadetterne er et tilbud til unge, der eksisterer i et samarbejde mellem Nordsjællands Brandvæsen og Fredensborg Kommune.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), står her i samtale med Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber. Foto: Steffen Slot
Thomas Lykke Pedersen (S), borgmester og formand for beredskabskommissionen i Nordsjællands Brandvæsen, var en populær person mellem eleverne. Foto: Steffen Slot

Fik I læst? De unge fik autografer, og de demente kan snart gå til fodbold

Med en ny velfærdsalliance får fodboldklubberne musklerne til – med hjælp fra DBU – at lave tilbud til nye grupper af borgere – blandt andet demente.


Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder