Jeg håber, at tiden nu er inde til, at vi i Fredensborg Kommune får det “Vand Hus”, som så mange borgere gennem årene har ønsket sig – et sted til svømning, træning, rehabilitering og fællesskab.
Debatten om svømmehal eller ikke svømmehal har stået på i årtier, og det er forståeligt, at økonomien altid spiller en rolle. Men måske er det på tide at se en svømmehal som en investering i folkesundhed, livskvalitet og sammenhængskraft – ikke blot som en udgift.
Siden 2013 har der politisk været opbakning til ideen, og ønsket lever stærkt hos mange borgere. Mit barnebarn på fire år drømmer om at lære at svømme her, og min nabo på 90 savner et sted til rolig vandgymnastik. I mere end 50 år har vi ikke kunnet tilbyde regelmæssig skolesvømning – det er på tide, vi ændrer det.
Vandaktiviteter styrker både krop og humør. Vandgymnastik, familiesvømning og motion i varmtvandsbassin kan samle generationer, give glæde og styrke helbredet for mange. En svømmehal kan samtidig skabe lokale fællesskaber, frivillighed og nye muligheder – for eksempel uddannelse af unge som livreddere og aktiviteter i svømmeklubber.
Et Vand Hus vil være et samlingspunkt – et sted, hvor vi mødes på tværs af alder og baggrund. Det handler ikke om et enten-eller, men om både-og: om at prioritere sundhed, trivsel og fællesskab side om side med alt det andet, der gør vores kommune god at bo i.
Lad os tage det sidste svømmetag sammen og få ført drømmen ud i livet.




