10. november 2025

25 veteraner sejler på Olympia. Forleden var forsvarsministeren forbi

Share

Der var både solskin og smil, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lagde vejen forbi Nivå Bådelaug for at høre om den særlige indsats, der gøres for danske veteraner gennem sejlbåden Olympia.

Formand Michael Rasmussen fra Bådelauget var vært og fortalte om det målrettede arbejde med at skabe meningsfulde aktiviteter for tidligere udsendte, og hvordan sejlturene med Olympia er blevet et vigtigt frirum for mange, fortæller Venstre i en pressemeddelelse.

Annoncer

Under besøget fik ministeren mulighed for at møde både frivillige og veteraner, der delte deres personlige erfaringer med projektet. Der blev talt om fællesskab, naturens helende kraft og den betydning, det har at kunne bidrage og være en del af noget større.

Besøget var arrangeret som et led i ture rundt til landets kommunale borgmesterkandidater for Venstre. I Fredensborg Kommune er det spidskandidat og byrådsmedlem Mie Stattau, og den lokale kandidat til Region Østdanmark er Jesper Hammer (V).

– Det er vigtigt, at kommunen fortsætter med at støtte foreningerne på Nivå Havn og i særlig grad de aktiviteter, som bidrager til sammenhold og glæde, som projektet med Olympia formår, lyder det fra Mie Stattau i en kort pressemeddelelse.

Glade for ministerens besøg

Besøget blev rundet af med en stor tak til alle i Nivå Bådelaug for deres varme modtagelse og deres engagement i veteranindsatsen.

Nivå Bådelaug er en alsidig idrætsforening, som gerne vil tage et ansvar over for udsatte grupper og give dem et fælleskab på vandet, forklarer Michael Rasmussen, der er formand for Nivå Bådelaug og selv er reserveofficer.

– Vores indsats med Veteransoldater har skabt megen positiv opmærksomhed. Vi har fået støtte fra Fredensborg Kommune, danske virksomheder og den britiske Invictus-Game fond. Vi er meget glade for ministerens besøg, der er med til at sætte fokus på, hvorledes idræt kan støtte vores veteransoldater, udtaler han i den anledning.

Michael Rasmussen fortæller til TjekFredensborg, at der er tilknyttet cirka 25 veteraner fordelt på tre hold, og det fungerer godt at være en del af et fællesskab på en båd.

– På hvert hold er der en skipper og en styrmand, og man er nødt til at samarbejde og hjælpes ad, for at få løst opgaverne. Veteranerne er på et fast hold, der udgør en “safe-zone”, og flere af dem har også engageret sig i det fællesskab, der er i klubben – blandt andet med vedligeholdelse af bådene om vinteren, siger Michael Rasmussen.

At være på en båd er også at være en del af et fællesskab. Til søs på Øresund skal der samarbejdes for at sejle – og leve. Pressefoto
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder