Med indvielsen af cricketbanen ved idrætsanlægget i Karlebo står Fredensborg Cricket Club med et flot anlæg, og nu vil de gerne udbrede kendskabet til cricket blandt børn og unge.
Og nej, cricket er langt fra kun for mænd. Tværtimod er det en holdsport, som kvinder også kan deltage i, og derfor inviterer Fredensborg Cricket Club til et åbent hus arrangement.
– Som en del af vores initiativ for at øge kvinders deltagelse i sporten, arrangerer vi et Open House – gratis introduktionssessioner i cricket for kvinder og piger over 14 år, skriver Fredensborg Cricket Club i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Vi tror, at det vil være en fantastisk mulighed for at styrke selvtillid, kondition og teamwork blandt piger og kvinder, samtidig med at vi fremmer inklusion i vores lokalsamfund.
Det sker lørdag den 25. oktober fra klokken 15.30 til 17.30 i Egedalshallen på Holmegårdsvej 3, hvor arrangementet er sikret mod dårligt vejr, og hvor klubben i øvrigt har spillet og øvet i den periode, hvor banen i Karlebo blev anlagt.
Alle er velkomne, men klubben opfordrer til, at man tilmelder sig via QR-koden på nedenstående plakat.





