Strøgkunder, kalder hun dem, og de er årsagen til, at Gitte Nordskov bedst kan lide at være i Karlebo Mølle. Der er flere biler, der passerer mellem Isterødvejen og Karlebo, og når de pludselig ser møllens vinger køre rundt eller bemærker skiltet med “Åbent”, stopper mange bilen og går op ad bakken.
Deroppe på toppen er de velkomne til at træde ind i en tidslomme, der stortrives, og hvor de frivillige skaber liv en dag om ugen i Karlebo Mølle, hvor de arbejder med vedligeholdelse eller lader møllen køre, hvis vinden tillader det. Pas på, jeg har lige malet, lød det tirsdag i denne uge, da en storsmilende Gitte Nordskov viste den brostensbelagte vej, der førte ind under møllen.
Det var stort set vindstille og smukt, smukt efterårsvejr. Hvad gjorde en møller i vindstille vejr? Hmm…, funderede Gitte Nordskov og tilføjede:
– Ventede… Og mon ikke møllen kom i drift, hvis det blæste op til natten? På et tidspunkt fik møllerne også motorer, der kunne drive kværnen. På Højsager Mølle kan man se det rum, hvor dieselmotoren engang stod. Her på Karlebo Mølle var der kun en lille motor, der stod uden for, til den lille kværn, siger hun og peger mod et af karrene i stueetagen.
Det ene ja tog det andet…
Hun er selv ved at blive ekspert i møllernes historie og de tekniske aspekter, siden hun en dag i 2019 kom til genindvielsen af kommunens anden mølle, Højsager Mølle, som på det tidspunkt havde været ude af drift i en årrække og tæt på ikke at overleve som en vedligeholdt mølle.
– Jeg kom, fordi jeg bor i nærheden og var nysgerrig, og jeg faldt i snak med møllelauget. De spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive medlem og støtte med 100 kroner årligt. Det ville jeg da gerne, og de spurgte også, om jeg havde lyst til at blive frivillig, og jeg kom til at sige, at jeg da godt kunne bage en kage engang imellem.
– Straks skrev de det på en liste, og…. , lød det med endnu et stort smil fra Gitte Nordskov, for naturligvis kom hun ikke til “bare at bage kage”.
Nu er hun en del af de frivillige i Fredensborg Møllelaug, hvor medlemmerne mødes om tirsdagen på Karlebo Mølle og torsdag på Højsager Mølle. Der er kaffe, og gæster er velkomne, hvis blot der er to medlemmer i møllerne.
Møllen overlevede den store brand
Et af de medlemmer, der ofte er i Karlebo Mølle, ses iført et par lyseblå airtox sko, og det ser farverig ud, når man kun ser skoene og benene på en af trapperne med det gamle træværk som baggrund.
Eller oppe ved møllens bremse, som via et sindrigt snoresystem kan styres fra møllens fod.
Manden over skoene hedder Elton Seierø, og Gitte Nordskov fortalte, at hans tip, tip…. oldefar var møller i Karlebo. Men hvor mange tip’er er det egentlig siden?


– Det er 6 gange tipoldefar, fortalte Elton Seierø og fandt en af mapperne frem med billeder og tidslinjer.
I årene 1837 til 1847 var Michael Mogensen Seierø møller i Karlebo, og sønnen Carl Thorning Seierø overtog frem til 1866, hvor han blev møller i Græsted, står der i ringbindet, hvor der også er billeder af området fra før branden i 1906, hvor bageren og gården neden for møllebakken brændte i løbet af to voldsomme timer.
Før branden lå bygningerne ganske tæt, men da de senere blev genopført, kom der en større afstand – og det ses stadig i landskabet, hvor man fra møllens vinduer også har et flot kig ud over Karlebo med den gamle kirke fra 1200-tallet og de seneste nyudstykninger.
Elton Seierø kunne tirsdag uddybe det med møllerens arbejde i dage med vindstille, for der var såmænd ikke den store travlhed i tiden efter høsten.
Bønderne kom løbende med deres tørre korn, fortalte han, og hvis det ikke blæste, blev kornet opmagasineret, indtil møllen kom i drift nede bag de porte, som Gitte Nordskov samme dag havde malet svenskrød.
Ingen larm, men stort forarbejde
Denne tirsdag kiggede Elton Seierø ud af et af vinduerne under en kort rundvisning og konstaterede, at der skal fem sekundmeter til, for at det kan betale sig at beklæde vingerne med sejldug og sætte møllevingerne i drift.
En halv times forarbejde, en times arbejde bagefter, så nej… Når det blæser mere, kan vingerne dreje uden sejldug.
– Du vil blive overrasket over, hvor lidt møllen larmer, når den kører. Den siger ingenting!, udbrød Gitte Nordskov med begejstring i stemmen, men det blev ikke denne tirsdag.
Og vejrudsigten ser ikke meget bedre ud for torsdag den 16. oktober, hvor der på Højsager Mølle er udvidet åbningstid fra klokken 10.00 til 15.00.
Alle er velkomne, og selv uden drift, er der meget at opleve og høre om i de gamle møller.

Fakta
- De to møller i Fredensborg Kommune er ejet af kommunen, men det er Fredensborg Møllelaug, der står for den daglige vedligeholdelse og lejlighedsvise drift af møllerne. Det skyldes, at de ikke er indrettet som museer, men er fuldt funktionsdygtige.
- De fleste tirsdage mellem klokken 13.00 og 15.00 er der frivillige i Karlebo Mølle, og torsdage er det Højsager Mølle fra klokken 10.00 til 12.00.
- Møllerne har adresserne Kirkeltevej 161C og Højsagervej 8. Man kan læse mere om Fredensborg Møllelaug via dette link.







