Hvad vil politikerne gøre for psykiatrien? Emnet er stort set fraværende i valgkampen, selvom der skal vælges politikere til både byrådet og regionen, og måske de to myndigheder kunne blive bedre til at arbejde sammen?
Johannes Landler Janning er 32 år og har tilbragt de seneste snart 10 år som patient i psykiatrien. Han er også digter, og han har skrevet dette digt – inspireret af valgplakaterne, der kommer op i lygtepælene, når kommunalvalget nærmer sig. Tak for at at få lov til at bringe det, Johannes – og til politikerne lyder dette spørgsmål:
Har I forslag politiske initiativer, der kan fungere som “en solstråle, der trænger gennem en sprække i mine nedtrukne persienner”, som Johannes Landler Janning skriver?
Digtet skrevet af Johannes Landler Janning kommer her:
Valget venter lige rundt om hjørnet
For dem, vi stemmer på, er det en højtid
Næsten som julen er for mange andre her i landet
Jeg ser de velkendte plakater hængt op på lygtepælene her i kommunen
Alle de håbefulde og ambitiøse ansigter
De ligner måske hinanden, men repræsenterer hver deres politiske ideologi
Uanset hvem der får din stemme
Så husk at stemme med hjertet
Jeg må dog ikke glemme at stemme med hjernen
For det er min hjerne, der er syg
Min hjerne, som skal tages hånd om
Med den slags omsorg, som kun hjertet kan give
Vi står alle her på perronen en tirsdag morgen
Den tredje tirsdag i november, som traditionen foreskriver
Måske står vi lidt tættere end normalt denne dag
Nogle skal videre på arbejde i en travl hverdag
Andre skal hjem og passe på familien
Jeg selv skal passe på, at jeg ikke bliver tabt bag toget
Det er vigtigt for mig bare at komme med
En hjælpende hånd fra en fremmed
En kærlig arm om skulderen
Omsorg kommer i mange forskellige former
Uden omsorg visner mit sind
Uden omsorg er mit sind så gråt
Et smil fra en fremmed er som en solstråle, der trænger gennem en sprække i mine nedtrukne persienner
Lad mig ikke gå til
Lad dit kryds være en spirende tro på fremtiden
Glem mig ikke, når du sætter dit kryds – for i dét lever min stemme
Hvis I som læsere eller politikere har kommentarer, visioner eller politiske forslag, så send en mail til skrivtil@tjekfredensborg.dk.
Herunder ses en håndfuld billeder af valgplakater – det, der har inspireret til digtet om de håbefulde og ambitiøse ansigter, der kan gøre en forskel for sådan en som Johannes Landler Janning.










