10. november 2025

Fredensborg glemmer erhvervslivet – og dermed fremtiden

Af Maj Grundtvig Theander, spidskandidat for Moderaterne i Fredensborg Kommune

Share

Budgetforliget i Fredensborg Kommune rummer mange vigtige beslutninger – men én ting glimrer ved en yderst beskeden behandling: en udvikling af kommunens erhvervspolitik.

Forliget gentager det ret uambitiøse mål om at fjerne dækningsafgiften i 2034, og vi ved selvfølgelig ikke om det holder i de kommende budgetforlig. Det tidligere mål fra forliget 2023 – 2026 var en udfasning i 2030, men det blev udskudt for et par år siden. Og ellers indeholder forliget ingen rigtige konkrete elementer om erhvervspolitikken, men alene uklare hensigtserklæringer.

Annoncer

Når vi glemmer erhvervslivet, glemmer vi en væsentlig del af fundamentet for velfærd, arbejdspladser og fremtidig udvikling.

I den nyeste undersøgelse fra DI om kommunernes erhvervsvenlighed ligger Fredensborg på en trist 77. plads ud af 91 kommuner i Danmark og i kategorien Infrastruktur og Energi falder kommunen helt til bunds som nr. 91 ud af 91 kommuner. Det er er simpelthen ikke godt nok, hverken for kommunen, borgerne eller erhvervslivet.

Erhvervslivet skal være en aktiv medspiller i kommunens udvikling. I Fredensborg taler vi ofte om grøn omstilling, fællesskaber og kultur, og det er alt sammen vigtigt, men vi mangler at koble det til erhverv.

Vi må hurtigt udvikle en sammenhængende strategi for at gøre vores kommune til mere end en kommune, man bor i eller er turist i. Den nuværende beskrivelse af erhvervslivets situation i kommunen har for få konkrete elementer. En sådan strategi må starte med at definere hvilken type af erhverv, vi gerne vil tiltrække til kommunen. 

Fredensborg kommune har et godt brand som grøn, attraktiv og familievenlig. Det kan vi udnytte – men kun hvis vi også ser erhvervslivet som en del af løsningen. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at unge flytter væk for at finde spændende jobs, og at nye virksomheder aldrig overvejer at slå sig ned her.

Jeg savner, at vores kommune har et blik for fremtiden. Uden en dynamisk erhvervspolitik, der bliver fastholdt, får vi heller ingen langsigtet vækst, og dermed færre ressourcer til velfærd, kultur og fællesskab.

Moderaterne mener, at Fredensborg ikke kun skal være en bosætningskommune, men også en erhvervskommune. Når erhvervspolitikken glemmes, glemmes fremtiden.


Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder